USA er en dårlig allieret – og vi kan ikke bare håbe på, at det går over

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det kan være noget af det mest morsomme. Når man sidder over for en person, der raser over sine omgivelser og samtidig kommer med en præcis beskrivelse af sig selv. Denne gang er det ikke sjovt.

Da den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, i begyndelsen af måneden proklamerede, at Danmark var en »dårlig allieret«, vakte det forargelse i Danmark, der har stået last og brast med USA i årtier. Men først efter denne uge står det lysende klart, at vicepræsidenten ufrivilligt fik karakteriseret Donald Trumps USA.

Først indledte han forhandlinger med Rusland hen over hovedet på Ukraine. Så beskyldte han Ukraine for at starte krigen. Og onsdag kaldte han så den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, for en »diktator«. Hver især er det grove krænkelser af Ukraine, der med enorme menneskelige konsekvenser til følge har valgt at stå på Vestens side. Til sammen er det utilgiveligt. Det understreger også, at når Trump sår tvivl om det danske kongeriges territoriale integritet ved at række ud efter Grønland, er det ikke bare en fuld onkel, der kommer med en dum bemærkning. Det er et nyt USA, som vi ikke kan være sikre på er vores ven, hvis det virkelig brænder på.

Udfordringen er selvfølgelig, at selvom USA er en dårlig allieret, så er USA også helt uundværlig for Danmarks sikkerhed. Det vil kræve en historisk kraftanstrengelse, hvis Danmark og resten af Europa skal være i stand til at forsvare sig selv inden for en kort årrække. Men det er ikke nogen undskyldning for ikke at gå i gang med det samme.

I Danmark er økonomien heller ikke en undskyldning. Vi har ført en ansvarlig økonomisk politik i årevis, der gør det muligt at bruge enorme beløb, hvis det er nødvendigt. Men det stiller store krav til både politikerne, embedsværket og Forsvaret. På kort sigt skal vi have genetableret bare et minimum af kampkraft. Der er ikke tid til, at en ammunitionsfabrik forsinkes, fordi en styrelse ikke kan finde ud af at sende en mail til en anden.

Vi vil ikke høre store ord i Statsministeriet, vi vil se stopfyldte ammunitionslagre – om vi så skal sende indkøbere verden rundt, som var de på jagt efter mundbind under corona. På lang sigt er vi nødt til at sikre os, at vi får et forsvar og en forsvarsindustri, der ikke er totalt afhængig af USA. Trumps svigt må også afspejle, hvor Danmark og resten af Europa lægger sine penge. Og hvem ved, måske får vi også mere for vores milliarder ved at købe kamptestede droner fra Ukraine frem for amerikanske artillerigranater til 2,5 mio. kr. stykket?

Nogen vil måske være tilbøjelige til at stikke hovedet i busken og håbe på, at det går over. At vi om fire år får en ”almindelig” præsident i USA igen, og så er alt normalt. Men som det lyder med et gammelt fynsk mundheld: Du kan håbe i den ene hånd og skide i den anden. Så må du se, hvad du får mest ud af.

Selvfølgelig vil det være bedst, hvis vi igen kan få en tillidsfuld alliance mellem USA og Europa. Og Europa skal selvfølgelig være klar til at række hånden ud og genopbygge tilliden. Men hvem ved, om den næste præsident i USA også bliver en MAGA-mand? Eller om vi de næste mange år kommer til at svinge mellem præsidenter på den ene og den anden yderfløj?

Det kan vi ikke bygge vores sikkerhed på.

I yderste konsekvens handler det om, at det er uholdbart for Danmark at leve med, at der hvert fjerde år kan sås tvivl om, hvorvidt atomparaplyen folder sig ud, hvis vi har brug for den.