Sverige ved det godt. Men det gør Danmark ikke, og derfor er vi et mere naivt land

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Fire dage før 11 mennesker blev dræbt i det værste masseskyderi i svensk historie på et voksenuddannelsescenter i Örebro, udgav rapperen Superti sangen ”Bulderby er død”:

»Du kan hälsa Astrid Lindgren, att Bullerbyn är död. Rom pom pom.«

Uskylden og fantasien er tabt, sang han. Barndomshjemmet brænder. Og alle har fattet det. Efter skoleskyderiet spørger selv dronning Silvia: »Hvor er Sverige blevet af?« Den svenske forstillelse, som fik os til at se rettidige og snusfornuftige ud, findes ikke mere.

Dødt har det Sverige, som bogen om børnene i Bulderby symboliserer, været længe. Da den udkom i 1947, var verden ond, og Sverige god. Børnene i Bulderby spiller langbold og finder på spøgelseshistorier i solskinsvejr. De bor i røde træhuse i Småland og hedder Lisa, Kerstin, Britta, Anna, Lasse, Bosse og Olle. De gemmer sig for sjov, ikke for mordere og psykopater.

Også længe før masseskyderiet: Europarekorderne i skuddrab. No go-zoner i förorterna. Attentat på en islamkritiker.

Hvor uskylden blev af, er der hele tiden god grund til at spørge om hinsidan. Svenske børn rejser til Costa del Sol og Kolding og København for at dræbe på bestilling. Så mange bomber sprænges i Stockholm, at det kan aflæses i priserne på stuelejligheder.

Bandekrigen er en ond fantasi fra en fucked up børnebog: alias Jordbærret mod alias Den Kurdiske Ræv. Drab på uskyldige familiemedlemmer. Opiodpiller i skolegården i Karlshamn.

Men læren af Örebro er en anden og mere ubekvem.

Gerningsmanden var ikke en bandekriger; om han var racist eller psykisk syg, en Breivik eller en Field’s-mand eller noget helt tredje, er endnu uvist. Men det viste, at noget stadig fungerer i Sverige. Politiet var fremme på fem minutter. En nysvensker, som hedder Adnan, blev skudt i skuldrene i et heltemodigt forsøg på at hjælpe andre, og det offentlige hospital ser ud til at redde ham. Skolen trænede faktisk et scenarie som det her tre uger før.

Og så er selverkendelsen universel. Sverige har med statsministerens ord »helt åbenlyst ikke kontrol over voldsbølgen«.

Det er en vigtig del af den danske selvforståelse, at Sverige er naivt. Det er der stadig eksempler på. Rigspolitichefen har sagt, at man ikke skal være bange for bandekrigen, og at hun hverken arbejder i weekenden eller på hverdage efter kl. 17. Det burde hun selvfølgelig.

Men sandheden er, at Sverige har haft en stram flygtningepolitik i årevis. Volden skyldes ikke aktuel naivitet, men en uhyggelig lavpraktisk afmagt: Der er ingen nemme løsninger at få øje på. Afmagten forstærker følelsen af sorg og identitetstab. Volden har fået sit eget liv. Ligesom i Holland, der også var et land som vores, indtil det pludselig ikke var det længere.

Sverige ved det godt. Sverige taler ikke om andet. Sverige forsøger desperat at ændre det.

Danmark er et mere naivt land. Koden er 1234 på vores vandværker. Vi har stadig Hells Angels-rockere ansat i vores største containerhavn. Man tror, det er løgn nede i Rotterdam. De ansatte går ind og ud med kokain i lommerne, optager porno i kranen. Vi har lange straffe, men folk bliver mere kriminelle i vores fængsler. Vi kan ikke producere ammunition. Vores soldater siger ”bang bang!” på skydeøvelser.

Vi taler mere om den svenske naivitet, som var engang, end om vores egen. Den dag, der udbryder en bandekrig om kontrollen med Aarhus Havn, er det for sent.

Vi skal vågne op nu.