Bryd loven én gang, shame on you. 1.617 gange … shame on politiet!

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I årevis brokkede betjente ved Østjyllands Politi sig over, at der er en del Hells Angels-rockere ansat på Aarhus Havn. De frygtede, at folk med domme for grov narkokriminalitet lavede andet end at løfte containere af skibe, fortalte de mig flere gange, før historien kom ud. Så dårligt var havnen bevogtet, at både fulderikker og forbrydertyper med specialværktøj forvilder sig derind. Ansatte gik ind og ud med kokain i lommerne. (Så meget var så lorent, at jeg aldrig fik berettet, at en af dem havde optaget porno i en kran på det sikrede område).

Uanset om politidirektøren kendte til problemerne, bekymrer det, at intet blev gjort og sagt. Kirsten Dyrman hedder politidirektøren i Østjyllands Politi. »En god og velfungerende politikreds,« kaldte hun kredsen i et tiltrædelsesinterview i 2020. Bedre havde den været, hvis åbenlyse problemer ikke blev hvisket om af betjente, men talt om i tillid med ledelsen, og en løsning fundet og meldt ud.

Det samme gælder problemet med kriminelle familier i Aarhus Vest, som flere medier de seneste dage har oprullet omfanget af. Nogle få familier begår tusindvis af forbrydelser. Én familie er ifølge Berlingske sigtet eller mistænkt for vilde 1.617 lovbrud. En dreng med mælketænder fra sådan en familie har, som vi skrev her, deltaget i et overfald på en skolekammerat, som blev filmet.

Kunne man få styr på seks bestemte familier, ville man have kriminaliteten i Gellerup under kontrol, jokede politiet i Aarhus allerede i årene før 2018.

I de her dage brænder biler igen i natten ude i Gellerup.

Nemt er det ikke at løse problemet med kriminelle klaner, som i Sverige og Tyskland er endnu større – med infiltrationer af politi, banker og Riksdagen.

Men betrygget bliver man ikke af at granske Østjyllands Politis udmeldinger.

I en pressemeddelelse skrev politiet i december, at nu tager det fat på et tættere samarbejde med kommunen for sammen at presse de her kriminelle familier.

Umiddelbart fint. Den såkaldte Al Capone-metode er en efterprøvet succes.

Men præcis samme plan annoncerede Østjyllands Politi og Aarhus Kommune i 2012. En 360 graders indsats mod kriminelle familier kaldte de det dengang. De skulle kontrolleres og presses, registre samkøres, Skat involveres. Der blev også lavet særbevillinger i 2013. I 2015 truede Alaa Chahrour, en serieforbryder fra sådan en familie, i TV 2 politiet med »et modsvar«, hvis de ville »genere os hele tiden og tage op hos vores familier og ransage på den måde«. Som 16-årig havde han begået alt fra røveri til vold mod tjenestemand.

Intet i den her sag er nyt.

Og intet er let.

København genhusede fra 2010 kriminelle klaner fra bl.a. Tingbjerg i roligere kvarterer, og både kriminaliteten og børnenes fravær faldt dramatisk, men da Odense og først senere Aarhus fulgte trop, virkede modellen ikke.

Derfor ville det være mere interessant at høre politidirektørens nuancerede tanker om, hvad der virker, end at få gentaget flosklen om, at nu tager de fat.

“Superanklageren fra Nordjylland” er hun blevet kaldt, juristen Kirsten Dyrman. Hun er vellidt, tidligere chef for bagmandspolitiet, sikkert dygtig til meget. Så hvor har hun justeret planen?

At politifolk sladrer i årevis om klanerne i Aarhus Vest og rockerne på havnen, uden at hun finder en løsning, antyder et kulturproblem.