Skrøbelig våbenhvile er trods alt bedre end status quo

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Seks uger gør ingen fred. Men seks uger kan gøre en forskel. Den våbenhvile, som blev indledt søndag med Israel og Hamas, er skrøbelig, den er ikke optimal, og det er langtfra sikkert, at den holder. Men den er og var nødvendig i en situation, hvor status quo ikke er en mulighed.

Siden Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 har krigen bredt sig til Libanon. Det svækkede Hizbollah betød igen, at Iran ikke havde kræfter til eller mente, at det var umagen værd at stå op for al-Assad i Syrien.

Set i lyset af hvor mange år al-Assad-familien har holdt Syrien i en jerngreb, så skete faldet på forbløffende kort tid. Diktatorens fald i Syrien står nu som endnu et eksempel på, at ingen krig kæmpes i et tomrum i det på mange planer let antændelige Mellemøsten.

At det nu lykkedes at få en fred forhandlet på plads, kan alt efter temperament tolkes som en lille fjer i hatten til Joe Bidens eftermæle eller en god begyndelse for Donald Trump, som aldrig har lagt skjul på, hvor hans sympatier ligger. Senest han var præsident, flyttede han for det første USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, udfærdigede for det andet en fredsplan, som fik tilnavnet ”made in Israel”, fordi den trods tale om en tostatsløsning i det store og hele var konstrueret på israelske præmisser.

»Planen tilbyder palæstinenserne begrænset selvstyre under israelsk overherredømme, løsning af flygtningeproblemet ved at afskaffe ”Right of Return”, omdefinere flygtningestatus og i stedet stille krav om, at de arabiske nabolande mod betaling løser problemet ved at integrere palæstinensere i deres stater,« lød seniorforsker Lars Erslev Andersens dom over Trumps plan, som aldrig blev ført ud i livet, fordi han tabte præsidentvalget til Joe Biden i 2020.

Nu sidder Donald Trump igen i Det Hvide Hus og har allerede gjort det klart, at han fortsætter, hvor han slap. Selv om Biden ikke – heller ikke hvad angår Mellemøsten – vil gå over i historien som en stor præsident, så er der dog et par forhold, som er så meget ændret siden 2020, at det måske ikke giver den store mening at støve den gamle plan af. Helt basalt kan man i den nuværende situation spørge, hvad der er at vinde ved at lade Israel annektere store dele af Vestbredden? Og om det vil dulme ilden eller tværtimod puste til de gløder, der kan få det hele til at eskalere igen?

Umiddelbart efter Hamas’ angreb på Israel strømmede det ind med sympati og medfølelse over for de civile, som brutalt mistede livet eller blev bortførte som gidsler i Hamas’ fangenskab. De voldsomme bombardementer i Gaza har fået fokus til at skifte. Da Israel havde begravet sine døde og ikke kunne vise gidsler frem, kunne Hamas dagligt fremvise eksempler på kvinder, børn og andre uskyldige ofre for krigen. Det har fået mange til ikke alene helt og holdent at sympatisere med palæstinenserne, men også at tabe fornuften i den følelsesladede konflikt.

Derfor er det endnu en gang værd at minde om, at det var Hamas, som angreb Israel, og at det er Hamas, som siden kynisk og med koldt blod har skjult de gidsler, som under voldsom tvang blev bortført, og som siden er holdt skjult og brugt både som bombeskjold og handelsvarer.

På den lange bane er der kun at håbe, at Hamas ikke bruger de seks ugers stilstand til at regenerere og forberede nye anslag. På et plan kan Trumps trusler måske gøre en forskel. På et andet risikerer konflikten at komme helt ud af kontrol, fordi flere vil sympatisere med det, som med Trumps bistand vil fremstå som en udslettelse af drømmen om en tostatsløsning med Vestbredden og Gaza som et selvstændigt Palæstina.