Vi gør klogt i at lytte til Joe Bidens advarsel

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Da Joe Biden for fire år siden rykkede ind i Det Hvide Hus, pegede han på den globale kamp mellem demokrati og diktatur som definerende for vores tid. Det var tænkt som et kampråb, et optimistisk budskab om ”ja, vi kan”, men da Biden natten til torsdag holdt sin afskedstale, var det med en indtrængende advarsel om, at demokratiets odds ikke er blevet bedre.

»I dag tager et oligarki af ekstrem rigdom, magt og indflydelse form i Amerika og truer vores demokrati, vores grundlæggende rettigheder og friheder og muligheden for, at alle får en fair chance for succes,« sagde Biden bl.a. i sin 17 minutter lange tale fra Det Ovale Værelse. Budskabet havde naturligvis brod mod Trump og den koalition af hovedrige magthavere, der har slået ring om ham forud for indsættelsen på mandag. En alliance af politiske fantaster som Elon Musk og kyniske opportunister som Jeff Bezos og Mark Zuckerberg i samspil med et republikansk parti kontrolleret af Maga-eventyrere risikerer at gøre varig skade på det amerikanske system, mener mange demokrater.

I Bidens advarsel mod »et teknologiindustrielt kompleks« kunne man høre et tydeligt ekko af præsident Dwight D. Eisenhowers berømte afskedstale i 1961, da han forud for Vietnamkrigen advarede mod farerne, der udgik fra »et militærindustrielt kompleks«. Endnu længere tilbage kan man finde paralleller mellem Trump-koalitionen og den æra af såkaldte røverbaroner, der i slutningen af 1800-tallet vandt stor direkte indflydelse på amerikansk politik og en tid truede folkestyret. Mange iagttagere ser lignende farer i dag: »Amerikanerne bliver begravet under en lavine af misinformation og desinformation, der gør det muligt at misbruge magten,« sagde Biden.

Præsidentens modstandere vil opfatte det som jeremiader fra en politiker, der fik chancen og tabte den på gulvet. Dele af kritikken af Bidens ageren er da også helt på sin plads.

Den 82-årige præsident har haft rimelig succes med sin økonomiske linje og holdt amerikansk udenrigspolitik så nogenlunde på sporet (selvom Afghanistan-tilbagetrækningen var katastrofalt håndteret, og Ukraine-støtten for lunken), men spillede hasard ved at insistere på at genopstille i 2024.

Demokraterne forsøgte trods Bidens åbenlyse skrøbelighed at presse hans kandidatur igennem med rygdækning fra en stor del af det amerikanske medie-etablissement (der tav, hvor det burde have talt). Derefter valgte man uden modkandidat vicepræsident Kamala Harris, der tidligere havde demonstreret sit manglende vælgermæssige gennemslag. I dette uskønne forløb, der i betydelig grad vil overskygge mindet om Bidens politiske fortjenester, gjorde præsidenten og partiet sig skyldige i mange af de synder, de ellers tilskriver Republikanerne.

Det ville imidlertid være letsindigt at affærdige præsidentens advarsler. USA’s demokrati er udfordret både af pengemagt og mediemanipulation, af skrupelløse populister og et selvgodt, idéforladt etablissement – og alt dette udgør ikke kun en trussel mod amerikanerne.

Vi lever i en verden, hvor Kina og Rusland åbent promoverer en autoritær udviklingsmodel. En verden, hvor populister rundtom i Europa støver reaktionære paroler af. Forsvaret for folkestyret er derfor en helt central politiske slagmark i disse år, og truslen mod det er voksende.

USA’s demokrati har gennem snart 250 år overlevet utallige udfordringer – også større end dem, Trump repræsenterer – og råder fortsat over kræfter, der kan bringe det gennem den nuværende krise. Men det er – som Biden har påpeget – en global kamp, der udkæmpes, og her har også europæerne en afgørende rolle at spille i de kommende år, hvor det handler om at forsvare Europas østflanke mod diktaturet, men også om at trænge kontinentets mange ryggesløse populister tilbage.