Offentligt ansatte har mange flere sygedage. Men der er noget med jyder
Sygefraværet i det offentlige er markant højere end i det private. Gad vide hvorfor?
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ansatte i det offentlige har dobbelt så mange sygedage som ansatte i det private. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.
Kløften er ikke ny, men den er til gengæld voksende. I det offentlige var medarbejderne i snit syge 14,1 dage i 2023. I det private var tallet 8,2 dage om året. Altså en markant forskel, som i analyseperioden siden 2019 kun er vokset.
Det offentlige sygefravær svarer til 38.000 fuldtidsansatte medarbejdere om året. Og nul bliver det nok aldrig i et land, hvor stress er ved at udvikle sig til en folkesygdom, hvor vejrforholdene fremmer influenzasmitten meget af året, og hvor gode overenskomster tillader de fleste at pleje snuen i sygesengen.
Men kunne tallet blot nedbringes til halvdelen, ville det åbenlyst løse store problemer med manglende personale i alt fra fængsler til vuggestuer og plejehjem.
Manglen på medarbejdere driver politikerne til at omkalfatre hele vores uddannelsessystem reform efter reform. Men der er et overset potentiale i at få mere ud af de eksisterende ansatte.
Derfor er det interessant, hvad forskellene på det offentlige og private skyldes. Kvinder er mere syge generelt, og der er flere kvinder ansat i det offentlige. Det kan forklare lidt.
Der er måske også højere risiko for sygdomssmitte i børnehaver end i produktionsvirksomheder. Men ser man nærmere på tallene, er der ikke indlysende forklaringer at spore i køn, aldersgrupper eller specifikke funktioner.
En del af forklaringen må snarere være et spørgsmål om ledelse og kultur. Jo større ansvar man føler, jo mere tilbøjelig er man til at gå en ekstra mil. Jo mere vigtig man kan se, at ens egen rolle er i virksomheden, jo mindre tilbøjelig er man nok til at melde sig syg.
Jo mere sjovt og meningsfyldt man synes, ens arbejde er, jo længere er der nok til sygemeldingen. Og her skal vi huske, at langtidssygemeldinger fylder meget i statistikken. Herunder stressforløb og den slags.
Der findes vist ingen analyser, som forklarer alle forskelle og ligheder på det offentlige og private, hvor meget kan sammenlignes, og en del ikke kan.
Men det er næppe sådan, at ansatte i det offentlige per definition er mere dovne eller har en lavere arbejdsmoral.
Mange medarbejdere skifter job på tværs af det offentlige og private, så det er nok ikke medarbejdernes personlige karakteristika, der forklarer forskellen. Det er snarere rammerne omkring dem.
Der er måske længere til den allerøverste ledelse i det offentlige? Og generelt mere regulering, som man ikke selv kan påvirke? Mere bureaukrati, mindre selvbestemmelse.
Er der én ting, som kan udløse stress, så er det fraværet af mening. Uklare mål, dårlig ledelse, udeblivende resultater. Man kan arbejde ufattelig meget, hvis man kan se, at det lønner sig. Mens der skal meget lidt til, før det føles hårdt, hvis resultaterne ikke er synlige.
Bureaukrati giver om noget næring til mareridt og meningsløshed. Mon ikke en af forklaringerne på det offentliges voksende sygefravær skal findes her?
At svaret skal findes i kultur, er der en anden pudsig statistik, som tyder på. Der viser sig nemlig en tydelig geografisk forskel på sygefraværet blandt kommunalt ansatte.
Ifølge Berlingske havde Lemvig Kommune det laveste sygefravær, og af de seks landsdele med lavest sygefravær i kommunerne var de fem i Jylland. Jysk driftighed. Det kunne resten af landet lære noget af.