Trump træder på en øm tå: Hvad vil vi med Grønland?
Danmark gør klogt i at bruge Trumps udmelding til en fornyet og forstærket diskussion om, hvad vi vil med rigsfællesskabet i fremtiden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I forbindelse med nomineringen af den kommende amerikanske ambassadør til Danmark kunne Donald Trump ikke nære sig for atter at vise sin interesse for Grønland. Sidst han gjorde det, fik han en hurtig og umisforståelig afvisning af Danmarks statsminister. Grønland er en del af rigsfællesskabet og ikke til salg, Mr. President.
Det fik Trump til at reagere med vanlig forsmåethed, når han får en begmand. Mette Frederiksen blev omtalt som en »nasty« kvinde, men han lod købstilbuddet ligge. Nu får han snart nøglerne til Det Hvide Hus og lader løfter og trusler regne til højre og venstre, mens verden venter i spænding på, hvordan det bliver – i virkeligheden.
Selvfølgelig afviste Mette Frederiksen i sin tid Trump. Alt andet end en kontant kindhest ville være en alt for lunken hævdelse af et lands suverænitet. Lande er ikke noget, man handler med – ikke engang for en anløben ejendomsudvikler. Men der er sket en del med verden siden hans første tilbud i 2019.
Vesten er midt i en konflikt med Rusland, som udløber af krigen i Ukraine, og Kina ved man heller ikke rigtig, hvor man har i fremtiden. Og både Rusland og Kina har voksende interesse i Grønland, både geopolitisk og for de råstoffer, der kan udvindes fra det smeltende grønlandske fjeld. Samtidig lægger Trump ikke skjul på, at hans interesse for Grønland ikke på nogen måde handler om grønlænderne selv. Det er udelukkende en del af ”America First”, der gør det store land så interessant i Washington DC.
Hans udmelding kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Grønland og Danmark ifølge landsstyreformand Múte B. Egede er på frysepunktet. Og nej, det er såmænd ikke hele balladen med Aki-Matilda Høegh-Dam og tolkningen i Folketinget – selv om det også er et udtryk for den forbitrelse over at føle sig andenrangs, som en del grønlændere har. Nej, det er den såkaldte ”spiralsag”, hvor omkring 4.000 grønlandske piger i 1960’erne og 70’erne fik opsat spiral uden samtykke. Sagen ses som endnu et eksempel på den koloniherre-mentalitet, som Danmark har haft svært ved at slippe. Og den bruges klart som ammunition i kampen for øget selvstændighed for Grønland.
Grønlandsk udenrigspolitik er – endnu ikke – noget, selvstyret har magt over, men grønlænderne lægger ikke skjul på, at de er klar til at gøre forretninger, hvis der kommer gode tilbud. Og om ikke andet, så bør Trumps udmelding være en øjenåbner for Danmark.
Selv om den kommende amerikanske præsident nærmest har som varemærke at kaste om sig med udmeldinger, der nogle gange er prøveballoner, andre gange mest varm luft, så har ønsket om amerikansk magt over Grønland bund i konkrete sikkerhedspolitiske ønsker. Det kommer ekstra ubelejligt for Danmark i en tid, hvor vi i forvejen er under pres for at levere (mere) til Nato. Omvendt kan udmeldingen kvalificere diskussionen om, hvad vi vil med rigsfællesskabet. Ofte er det blevet ved hensigtserklæringer og symbolik i troen på, at alt vil forblive som hidtil.
Symptomatisk blev det fremhævet, da den nye lufthavn i Nuuk blev indviet i efteråret, at det nu ville blive lettere at komme fra Grønland til København. Hvem siger, at det er den vej, grønlænderne vil? New York ligger kun halvt så langt væk.
Hvis vi vil opretholde et fællesskab med Grønland (og Færøerne), må vi vise i handling, at vi vil det, i stedet for stadig at optræde som halvforkølet kolonimagt. Det kommer til at koste, og vil vi – eller kan vi – løfte den opgave? I 1917 solgte vi Dansk Vestindien til USA, fordi øerne havde været en permanent dårlig forretning for Danmark i mange år. Sådan skulle det nødigt ende igen.