Vi er i krig, maskinen kører, men risikerer at gå i stå, når den møder velfærdsmuren

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var ikke ene på banen, da hun fredag i danske medier gik ud med en advarsel om en dyster fremtid. Nogenlunde samtidig trak Natos generalsekretær, Mark Rutte, overskrifter i Europa. På et møde i Bruxelles gjorde generalsekretæren det klart, at europæerne skal omstille deres sind til et »krigsmindset«, og at der skal bruges langt flere penge på forsvar, end Natos medlemslande gør i dag.

»Vi er ikke parate til det, som møder os om fire-fem år,« erklærede generalsekretæren, som mindede om, at under Den Kolde Krig brugte Natos medlemslande omkring 3 pct af deres bnp på forsvar.

Ruslands angreb på Ukraine er for alvor slået igennem retorikken. I år er det 10 år siden, at Natos medlemslande på et møde i Wales besluttede, at alle senest i 2024 skulle bringe deres forsvarsudgifter op på i hvert fald 2 pct. af bnp. Bagtæppet var dengang som nu Ruslands invasion i Ukraine. Natos stats- og regeringschefer mødtes i september. Den russiske annektering af Krim fandt sted i marts 2014.

Situationen var altså dyster nok, men der skulle gå 10 år, inden alvoren rigtigt har indfundet sig. Umiddelbart efter beslutningen i Wales blev der skrevet lange analyser om, hvor urealistisk det var at skulle anskaffe så mange våben. Ville Nato-landene overhovedet kapere det? Eller risikerede man at få afløbsproblemer for de mange milliarder.

Den diskussion er forstummet. Nu handler det ikke om, hvorvidt Nato-landene risikerer at forkøbe sig eller ikke kan komme af med de enorme summer, der tilføres forsvaret. Det handler om overhovedet at nå det. Altså at være veludrustede nok til at kunne præsentere en troværdig afskrækkelse over for Rusland. For knap et år siden gik en stribe europæiske regeringer nemlig også ud med et enslydende budskab: Rusland opruster så meget, at »man ikke kan udelukke, at russerne inden for en tre-femårig periode vil teste artikel fem, Natos solidaritet,« som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) formulerede det. Regeringen skruede op for forsvarsudgifterne og hævede det ekstra beløb til 195 mia. kr. frem mod 2035.

Af dem er der kun 36 mia. kr., som der ikke er sat navn på, og det er for lidt til at kunne matche behovet. Samtidig med at Mette Frederiksen tegnede det dystre billede af en række lande, som arbejder efter samme mål: at nedbryde den verdensorden og de værdier, som Vesten står for, fastslog Rutte, at der er behov for mange flere penge, end de 2 pct. rækker til: »Lige nu er vores afskrækkelse god. Jeg er bekymret for morgendagen,« lød det fra Natos generalsekretær.

Det typiske svar på spørgsmålet ”Når vi det?” er, at det skal vi. Men endnu har ingen anvist vej eller vilje til at ville det. Flere penge til forsvarsudgifter risikerer at tære på den politiske kapital, som er gjort af velfærdsløfter og forestillinger om, at fremtiden er lysere end fortiden. I to af Europas store lande – Tyskland og Frankrig – er regeringer faldet på uenighed om finansloven. Herhjemme knager det 18 år gamle velfærdsforlig og spørgsmålet om højere pensionsalder.

Lige nu ligner det, at det hele kan lade sig gøre. Hånden på hjertet, så har ingen dansker vel mærket rigtig meget til, at Danmark er fjerdestørste bidragyder til Ukraine. Sådan bliver det ikke ved. Europæerne forberedes på vanskelige valg og afsavn, som kommer til at koste. I det regnestykke figurerer forestillingen om en fredsløsning i Ukraine ikke. Uanset hvad, så bliver det dyrt, kommer til at gøre ondt på nogen, og Rusland forsvinder ikke.