Det offentlige er en tillidssag. Også når det offentlige bliver en chatbot

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Som Basil Fawlty siger med jernsmag og sammenlynede læber i den legendariske tv-serie om livets skæve gang på det dysfunktionelle badehotel Fawlty Towers: »Don’t mention the war!«

Sådan kunne man godt få lyst til at udbryde, når staten endnu en gang lancerer noget nyt, der med et trylleslag vil bringe Danmark helt i front på et eller andet område – typisk noget, der involverer noget digitalt. For der skal nok sidde mere end en håndfuld danskere, der har fået en ansigtskulør som Basil Fawltys efter at have været i kløerne på Skattestyrelsen, Vurderingsstyrelsen – eller nogle af de uendeligt mange andre instanser, der er sat i verden for at varetage de danske skatteborgeres hverdag. Men som man næsten ikke tør nævne ved navn.

For hvor det offentliges tiltro til it-systemers omnipotens tilsyneladende er endeløs, sidder danskerne tilbage med en anderledes afmålt begejstring. Trods talrige løfter er f.eks. det ”nye” ejendomsvurderingssystem stadig ikke i funktion. Husejerne får i stedet vurderet deres værdier efter noget, der minder om tendenslodtrækningen blandt aflyste vinterfodboldkampe i 1970’erne.

Rædselshistorierne er ikke svære at finde, og udover den enkeltes ofte endeløse skærmydsler med det offentlige system, så er den slags med til at trække den generelle tillid til ”systemet” ned. Vi forstår ikke, hvorfor man sætter noget i værk, der ikke fungerer. Og derefter pakker det ind i endeløs udenomssnak. Ligesom systemer kan være sårbare, er tilliden det også.

I sidste uge lancerede regeringen så endnu en ny, banebrydende satsning: Mere af den offentlige kontrol og sagsbehandling skal fremover foregå ved hjælp af kunstig intelligens. AI er allerede i funktion i det offentlige, men skal altså overtage flere af de funktioner, som man måtte forstå var så maskinelle og dræbende kedsommelige, at det ikke var noget, man behøvede at bruge en rigtig menneskehjerne til.

Det lyder desværre lidt, som da man i 00’erne gik på hugst blandt medarbejderne i Skat i troen på, at man kunne automatisere det meste. Det lever vi fortsat med efterveerne af.

Forleden udtrykte Statsrevisorerne kritik af it-sikkerheden i Banedanmarks signalsystemer. De lever kun fuldt ud op til 3 af 19 vurderingskriterier for informationssikkerhed. Ingen var forbløffet: Ugen før var store dele af togdriften i Jylland lagt ned på grund af it-problemer. Straks gættede mange på, om det var russisk hybridkrig, der var brudt ud, men skal man tage Banedanmarks forklaring for pålydende, var fejlen ærkedansk. Det viser, at det kommer med en pris at være et af verdens mest digitaliserede samfund.

Jo, man kan sagtens erstatte mennesker med maskiner. Vi er så vant til at handle, kommunikere og færdes digitalt, at det ikke vil give mening at hente telefaxen på genbrugspladsen. Men vi kan godt kræve, at det offentlige har bedre styr på det, de ruller ud. Eller venter med at gøre det, til skidtet virker.

Man kan godt efterlades med mistanken om, at trangen til nye projekter nogle gange overhaler den sunde fornuft.

Og hvor der så efterfølgende blandes så mange koordinerende kontorer og styrelser ind i sagen, at det til sidst bliver svært at se skoven for bare træer. Og at nogen i hele denne runddans glemmer, hvorfor man satte hele lavinen i gang. Og at det er de danske skatteydere, der bliver ramt, når det, der så så lovende ud på tegnebrættet, kører i grøften ved mødet med virkeligheden.