Vi må have en ærlig snak om Mutti

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Angela Merkel, der regerede godt 16 år og var 10 dage fra at være det moderne Tysklands længst siddende kansler (den rekord tilhører stadig Helmut Kohl), var trods sin afdæmpede facon en central skikkelse i Europa i de to første årtier af dette århundrede.

Hun var folkekær – tilnavnet Mutti lyver ikke – men også en hård nyser, som holdt skiftende koalitioner sammen og efter gældskrisen i Europa i 2009-10 insisterede på sparsommelighed og disciplin. Samtidig var hun en brobygger mod øst i en tysk politisk tradition med rødder tilbage i 1800-tallet og blev af mange opfattet som selve inkarnationen af atlantiske og europæiske værdier under Donald Trumps første tumultariske embedsperiode.

Angela Merkels eftermæle var, da det blev skrevet i 2021, det måske fineste i moderne europæisk politik.

Men tre år kan være meget lang tid i politik, og når Merkels selvbiografi ”Frihed” rammer hylderne tirsdag, er det beske kommentarer fuldt så meget som nostalgi efter en svunden epoke, der vil karakterisere modtagelsen.

Indenrigspolitisk og økonomisk er Tyskland gået fra krise til krise de senere år, og en del af dem har ubetvivleligt rod i manglen på reformer i Merkel-perioden, hvor fokus var på stabilitet fremfor forandring.

Værdipolitisk kritiseres ekskansleren (inklusive fra skikkelser i sit eget parti, CDU) for med sit kække »wir schaffen das« under flygtningekrisen i 2015 at have belemret Tyskland med en stor integrationsbyrde – og åbnet en flanke for den radikale højrefløj.

Med et revanchistisk Rusland i offensiven i Ukraine ser kanslerens østpolitik, betragtet i bakspejlet, også risikabel og enøjet ud. Der er kort sagt langt fra jubelen i 2021 til det aktuelle opgør med fortiden, men den ubelejlige sandhed er, at både dem, som lovpriste Merkel dengang, og dem, som i dag kritiserer hende hårdt (ikke sjældent de samme mennesker), har en pointe.

Angela Merkel inkarnerede på mange måder Europa, som det var i 00’erne og 10’erne. Derfor vandt hun valg efter valg, og derfor var hun over lange stræk populær på tværs af de vestlige lande som næppe nogen tysk kansler før hende. Det var en tid, hvor det europæiske integrationsprojekt stadig øgede sin flyvehøjde med flere runder af EU-udvidelser, en fælles valuta og fokus på fri bevægelighed inden for Schengen-samarbejdet. Med milde globale vinde i ryggen så en eksportorienteret model baseret på billig russisk gas, rigelig indvandret arbejdskraft og et evigt sultent kinesisk marked lovende ud.

Merkel gav tyskerne og mange europæere, hvad de ville have, men med brexit og valget af Donald Trump i 2016 stod det klart, at de glade år, der var begyndt med Murens fald i 1989 – en slags moderne belle epoque som i årtierne op til Første Verdenskrig med fred og ingen fare – var endegyldigt forbi.

I den nye tid blev det tydeligt, at pragmatikken også havde været Merkels begrænsning. Der var ikke i tilstrækkelig grad tænkt i at fremtidssikre velstanden, ikke truffet de nødvendige og svære valg om at forsvare det opnåede militært, og ofte var synet på Vestens modstandere som Vladimir Putin og Xi Jinping utilgiveligt naivt. Derfor er det kun ret og rimeligt, at vi nu får en ærlig snak om Mutti, hendes dyder og mangler.

Det er de høje standarder, Merkel satte for kanslerembedet, som har fået hendes efterfølger, Olaf Scholz, til at ligne en substansløs letvægter. Men når historikerne med tiden skal tage mål af hendes indsats, vil hun formentlig syne mindre end i samtiden; en forsigtig, bevarende kraft, der efterlod sit land og Europa for dårligt forberedt til fremtidens store udfordringer.