Læren fra Berlinmurens fald er ikke glemt – heller ikke af Putin og Xi
Det er 35 år siden, at Berlinmuren faldt, og en stribe demokratiske revolutioner forvandlede Europa. Fremskridtene siden har været enorme, men friheden er stadig truet fra Moskva og Beijing.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Mægtige mure bygget og bevogtet gennem årtier kan vælte i løbet af en enkelt aften.
Regimer, som bilder sig ind, at de har en verdenshistorisk mission og er garanteret noget nær evigt liv, kan uventet snuble over en fold i gulvtæppet.
Et folk, der har været kuet af politispioner og partidiktatur, kan pludselig finde den indre styrke til at vende sig mod undertrykkerne.
Det er den optimistiske lære af de bevægede timer den 9. november 1989 – lørdag for 35 år siden – da folkemasser i Østberlin overløb den mur, der siden 1961 havde delt millionbyen i to.
Dermed var skæbnen beseglet for det neostalinistiske regime i DDR, som siden Anden Verdenskrig havde tyranniseret sine indbyggere i arbejderklassens og bondestandens navn.
Begivenheden kom ikke ud af ingenting. Murens fald var kulminationen på månedlange protester i DDR og inspireret af en tidsånd, der havde demokratisering og afspænding som fortegn.
Murfaldet er siden blevet symbolet på et dramatisk år, der begyndte med kommunismens kapitulation i Polen og efter den 9. november blev fulgt af en stribe overvejende fredelige revolutioner i Central- og Sydøsteuropa. Det kommunistiske fæstningsværks største betonklods, Sovjetunionen selv, var borte kun godt to år efter den historiske aften i Berlin.
Murens fald muliggjorde genforeningen af Tyskland og var dermed på mange måder begyndelsen på den europæiske tidsalder, vi stadig lever i.
Man kan glemme det i skyndingen, men den 9. november er en god lejlighed til at genopfriske erindringen: Vi lever i en tid præget af frihed og økonomisk fremgang uden sidestykke i kontinentets historie. De store landvindinger fra årene efter 1989 er i alt væsentligt intakte i dag; det er stadig frihedens luft, man kan indånde fra Tallinn til Timisoara.
Men de kræfter, der græd den aften, da Muren faldt, arbejder på at få revanche, og de har haft alt for let spil de senere år.
I Tyskland synger DDR-nostalgikere som Sahra Wagenknecht, eksmedlem af Østtysklands regerende monopolparti, sirenesange om en rosenrød fortid med særlig appel til aldrende nostalgikere. Andetsteds i Centraleuropa slår populister plat på økonomiske udfordringer og nationale modsætninger.
Vladimir Putin havde som sovjetisk KGB-agent i DDR første parket, da den rådne sovjetsatellit styrtede mod jorden – et chok, han tydeligvis aldrig har forvundet. Ruslands morderiske og amoralske krig i Ukraine føres for at fratage ukrainerne de demokratiske rettigheder og den mulighed for national selvbestemmelse, som DDR-borgerne vandt med ét slag for 35 år siden.
Kinas totalitære system, som Xi Jinping i dag står i spidsen for, sørgede med massakren på Den Himmelske Freds Plads i forsommeren 1989 for at Kinas mur mod politiske forandringer forblev intakt.
I dag udgør kineserne og russerne sammen med Iran og Nordkorea en bagstræbernes internationale, der også øver tiltrækning på rænkefulde populister i Europa.
Men frihed og demokrati er magtfulde våben, som diktatorer overalt viger tilbage for som Dracula for det hellige kors.
Den 9. november minder os mere end nogen anden dato om, at totalitære systemer kan besejres af frihedens kræfter. De møre mure i Moskva, Beijing og Teheran vil heller ikke stå for evigt!