Nej tak til flere marcherende elefanter i Christiansborgs fine spind
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der findes en børnesang om nogle marcherende elefanter, som der bare bliver flere og flere af: »En elefant kom marcherende, hen ad edderkoppens fine spind, fandt, at vejen var så int’ressant, at den byder op endnu en elefant.«
For hvert vers bydes der nye elefanter op, så til sidst bliver de skrøbelige edderkopper mast og magtesløse i deres eget, ødelagte spind. Mange medlemmer af Folketinget føler sig som maste edderkopper. På den ene side oplever de stor travlhed på grund af lovgivningsarbejdets hast og kompleksitet og det daglige pres fra medier, bagland og interessegrupper.
På den anden side viser en ny undersøgelse lavet af lektor Emil Husted fra CBS, at det ikke er magtens brynje, der tynger mest – det er paradoksalt nok folketingsmedlemmernes oplevelse af afmagt: Først kommer man i Folketinget og tror, at man skal til at have politisk indflydelse. Men man begynder på bagerste række og får straks at vide, at man kun må udtale sig om det, man selv er ordfører for, hvis man da ellers får et ordførerskab. Mange oplever, at de kunne tale meget mere frit, før de blev valgt til Folketinget.
Dertil kommer, at den magt, der før lå i Folketingets 30 forskellige udvalg og i folketingssalen, i dag er flyttet op på bjerget, læs over i ministerierne. Det er her, der udarbejdes lovforslag, og beslutningerne træffes. Når lovforslagene rammer udvalg og folketingssalen, er alt klappet på plads. Tanken om reel indflydelse og kontrol med regeringen er en illusion. Ikke mindst under en flertalsregering, der ikke engang skal ud at søge et flertal.
Så noget må der gøres, siger Søren Gade, formand for Folketingets Præsidium, hvor folketingsarbejdet diskuteres og tilrettelægges. Jeg har selv siddet i præsidiet, og det er ikke en ny debat. Gade foreslår flere ting. F.eks. at antallet af udvalg reduceres. I hvert af de 30 udvalg sidder der – på papiret – knap 30 folketingsmedlemmer. I realiteten er det som oftest kun ordførerne, der dukker op til møderne. Der sker jo alligevel sjældent noget interessant, det er en kulisse.
Så færre udvalg med færre medlemmer, ja tak. Andre idéer er til gengæld dårlige. Det er her, elefanterne kommer ind i billedet. Forslaget går ud på, at der skal ansættes flere administrative medarbejdere i Folketinget, så oppositionens medlemmer kan få støtte i det, de oplever som kampen mod ministeriernes talrige medarbejdere. De er jo ansat til at støtte regeringen, ikke oppositionen.
Men vil det hjælpe? Og hvor mange elefanter skal der til? I forvejen har partiernes egne sekretariater ansat snesevis af medarbejdere. Og den nye elefantgård skal da mindst bestå af en enkelt medarbejder til hvert udvalg. Så er vi allerede oppe på 30 til en start, som givetvis vil opleve arbejdet så interessant og meningsfuldt, at der hurtigt indbydes flere elefanter.
Midt i dette spind, mast mellem ministeriernes tusindvis af medarbejdere på den ene side og partisekretariaternes medarbejdere og en ny elefantgård i Folketingets administration på den anden sidder så de stakkels folketingsmedlemmer. Klemt i en magtkamp mellem bureaukrater, ikke i en åben politisk fejde, som de egentlig er valgt til.
Men hvad er alternativet? Det kunne være krav til lovgivningsarbejdet, der nedsætter hasten, hvormed ny lovgivning vedtages, markant. Og krav om langt større åbenhed og diskussion om det arbejde, der foregår i regeringskontorerne og ministerierne. Ellers risikerer vores folkevalgte, de små, flittige edderkopper, at blive mast fra alle sider af sagsbehandlende elefanter, der kæmper en indbyrdes, bureaukratisk magtkamp. Det vil hverken tjene folketingsmedlemmerne – eller det fine, skrøbelige spind, som danner ramme om et levende folkestyre.