Tre af fire amerikanere mener, at demokratiet er i fare. Det er ikke kun Trumps værk

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Alarmklokkerne ringer i USA en uge før et præsidentvalg, hvis udfald balancerer på en knivsæg. Republikaneren Donald Trumps ofte excentriske og til tider farlige udtalelser under valgkampen, hvor han bl.a. har talt om at sætte militæret ind mod sine politiske modstandere, har naturligt trukket overskrifter. Men en opinionsundersøgelse i New York Times i den forløbne weekend understreger, at problemet stikker dybere. Her svarede 76 pct. af de adspurgte, at de mener, at demokratiet er i fare. Kun 20 pct. var trygge ved de politiske udsigter. Mest bekymrede er de demokratiske vælgere, men også uafhængige og republikanere tilslutter sig i stort tal synspunktet (selvom de for manges vedkommende peger på andre årsager til miseren).

Man skal have levet længe under en sten for ikke at være blevet påvirket af en valgkamp, der føres med fortissimo lydstyrke. Der er skruet voldsomt op for retorikken hos begge partier. Blandt liberale iagttagere er det således højeste mode at karakterisere Trump som fascist, selvom der er en stribe væsentlige forskelle på mellemkrigstidens brune og sorte skjorter og Trumps brogede koalition.

Det ville være tåbeligt at forklejne de risici, en eventuel Trump-sejr repræsenterer, særligt hvis den kobles med mulige republikanske flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus – og en føjelig og partisk højesteret. Men en nøgtern vurdering af risikoprofilen er på sin plads: Det amerikanske demokrati og de vestlige alliancer overlevede trods alt fire tumultariske år under Trump fra 2017 til 2021. Den politiske kamp fortsætter også efter næste tirsdag uanset udfaldet.

Og selvom Trump suger næsten al opmærksomhed til sig, er det værd at betragte fænomenet i en bredere sammenhæng. I realiteten lider begge duopolets partier af et demokratisk underskud. Det er svært at kalde dette års kandidatproces hos Demokraterne for et mønstereksempel på pluralisme: Først forsøgte partiapparatet med djævlens vold og magt at fastholde Joe Biden som kandidat trods åbenlyse problemer. Derefter blev Kamala Harris lynhurtigt og uden reel modkandidat kåret som ny frontfigur.

Vi skal helt tilbage til Barack Obamas første nominering i 2008 for at finde en cyklus af primærvalg hos Demokraterne forud for et præsidentvalg, der har fået lov til at udfolde sig helt frit. Siden er de i varierende grad blevet kortsluttet eller manipuleret. Flere tech-milliardærer, i nogle tilfælde med ringe forståelse for demokratiets spilleregler, har under stor opmærksomhed kastet deres lod i Trumps vægtskål. Det peger endnu en gang på den udfordring, som de enorme pengesummer i amerikansk politik fører med sig. Dette problem trives imidlertid i begge lejre: Demokraternes spidskandidater i både 2020 og 2024 har rejst væsentlig flere penge, herunder fra erhvervsinteresser, end Trump.

Store pengesummer og ringe gennemskuelighed skaber for mange en fornemmelse af, at den politiske verden er korrupt og har tabt borgernes bedste interesser af syne: 62 pct. af de adspurgte i New York Times-målingen mente således, at systemet primært tilgodeser eliten. Det er ikke problemer, som udelukkende – eller bare overvejende – knytter sig til præsidentvalget. Faktisk er præsidentembedet mere afholdt blandt amerikanerne end f.eks. Kongressen, der ses som et symbol på uforsonlig blokpolitik og kronisk handlingslammelse.

Det amerikanske demokrati har før befundet sig i dyb krise og er kommet videre. Men der er som sjældent før brug for at få genoprettet den tillid til det politiske system, som er blevet undermineret både af de mange reelle problemer og af ansvarsløs retorik. Her bærer begge USA’s store partier et tungt ansvar også efter næste tirsdag, uanset om vinderens navn bliver Harris eller Trump.