Mens alle ser mod USA, kan Europas fremtid afgøres et helt andet sted
Moldova var i mange år både gemt og glemt. Prisen for at tøve kan få alvorlige konsekvenser for Europa.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Valget kan ændre det strategiske landskab i Europa. Få betydning for europæernes sikkerhed. Og for freden i det hele taget.
Og nej, det er ikke det amerikanske præsidentvalg, som spøger her, men et par millioner vælgere i et lille og let overset hjørne af Europa, der kan gøre en forskel. Søndag skal moldoverne ud i anden runde af præsidentvalget. som står mellem den EU-venlige og siddende præsident, Maia Sandu, over for Alexandr Stoianoglo, som støttes af et prorussisk parti.
Under første runde i oktober var der tilmed spænding om, hvorvidt moldoverne ville tilslutte sig, at EU-ambitionerne kom med i forfatningen. Knap 14.000 stemmer fik det til at tippe mod et ja.
Set fra EU’s hovedstæder burde valget være indlysende: Kom over til os, og der er da også blevet investeret betydelige ressourcer i at opmuntre moldoverne til at læne sig mod Europa.
Moldova er et af de lande, som Danmark satser sine forholdsvis begrænsede diplomatiske ressourcer på. I januar, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejste til Moldova for at åbne en dansk ambassade, bemærkede han, at det var for »at sende et vigtigt signal om, at vi vil hjælpe dem med at indfri ambitionen om en fremtid i EU«.
Da Udenrigspolitisk Nævn for et år siden besøgte Moldova, fastslog formanden, Michael Aastrup Jensen (V), at det var nu med Maia Sandu på præsidentposten, at det europæiske vindue stod åbent.
På mange måder ligner Danmarks diplomatiske forbindelse med Moldova det, som ukrainerne har oplevet. Først da styret var pro-europæisk genåbnede Danmark den lukkede ambassade. Nogen konstant tilstedeværelse har der heller ikke været på det vestlige Balkan, som skiftende regeringer enten har sat højt på prioriteringslisten eller ladet stå til. I 2006 lovede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at det vestlige Balkan skulle med i EU. I 2012 udnævnte daværende europaminister Nicolai Wammen Balkan-landenes optagelse i EU til sit politiske projekt.
I 2017 blev Balkan skåret ud af naboskabsprogrammet. »Ikke fordi vi har glemt Vestbalkan,« som udenrigsminister Anders Samuelsen forklarede det, men som tilføjede: »Det ligger mig meget på hjerte. Men det er der andre lande, som tager sig af.«
Nu står det vestlige Balkan højt på listen. Lars Løkke Rasmussen har kaldt EU-udvidelsen med lande som Serbien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo for »en generationsopgave«.
Men som valget i Moldova antyder, så kunne noget tyde på, at Danmark og EU kommer for sent til historien, og at Rusland har godt fat i de skrøbelige demokratier.
Mange af de lande, som EU nu forsøger at trække til sig, har siddet i venteværelset i adskillige år. Herfra har de oplevet skiftende fortællinger, hvor de enten er blevet omfavnet eller holdt ud i strakt arm. Den ene dag er de brikker i en geopolitisk nødvendighed, den anden velfærdsturister, som gennem det indre marked beskyldes for at ville drage fordel af andre landes sociale goder.
Udfordringen er, at mens EU har tøvet, så har andre udnyttet tomrummet, og som Løkke har konstateret, så findes magtens tomrum ikke.
»Hvis man efterlader folk i venteværelset for længe, uden at der er nogen progression i de numre, der trækkes ud, så skaber man appetit hos nogen, der vil noget helt andet med den her del af verden,« advarede han for snart halvandet år siden i forbindelse med markeringen af 30-året for Københavnskriterierne. Moldova har kun siddet i venteværelset siden marts 2022, i juni 2024 blev der formelt taget fat på optagelsesforhandlinger. Søndag kan blive afgørende for fremtiden.