Der er et jødehad så stort i Danmark, at vi ikke kan forklare det til vores børn. Hvad skal vi sige?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den jødiske skole i København, Carolineskolen, sendte en sms ud til forældrene onsdag morgen, som siger det hele: »Grundet episoden ved den israelske ambassade har skolen i samarbejde med myndighederne og egen sikkerhed besluttet at holde skolen lukket i dag,« står der i beskeden.

Det smerter så inderligt at skulle sætte sig ind i, hvordan det må være at være jøde i Danmark. At skulle forklare sit barn, at hun desværre ikke kan komme i skole i dag alligevel. Fordi det er for farligt. Fordi der er en trussel mod skolen, som er så stor, at hverken myndigheder eller skole tør påtage sig ansvaret for sikkerheden.

Hvordan oversætter man den besked til et lille menneske, som ingen andel har i staten Israels krig eller i Irans drøm om et storkalifat? Et lille barn, som bare skal i skole ligesom alle andre børn.

Hvad skal vi sige til de børn?

De fleste elever på den lille jødiske skole har desværre nok fået beskeden før. Og det er heller ikke kun skolen, der er lukket og farlig. Alle jødiske institutioner er højrisikomål for terrorangreb. Det er ikke en hypotetisk trussel. Da Dan Uzan var dørmand ved synagogen i Krystalgade midt i februar 2015, blev han skudt.

Den israelske ambassade i Hellerup har i flere perioder siden angrebet den 7. oktober sidste år været de facto lukket ned, selvom den er under døgnovervågning af bevæbnede betjente. Selvom der er massiv videoovervågning, og selvom der er tunge sikkerhedsprocedurer for overhovedet at komme ind i bygningen. Hvad siger det om diplomatiets tilstand, hvis man ikke kan holde en ambassade åben i Danmark?

Og selvom der lå blomster og kondolencer efter et af nyere tids mest voldsomme terrorangreb den 7. oktober, så er det ikke støtten, der fylder mest i lokalområdet ved ambassaden.

Tværtimod marcherer Palæstina-aktivister ofte forbi med deres højlydte protester og skældsord. I store optog går de rundt med palæstinaflag og flagrende partisantørklæder. En blandet skare af dansk-palæstinensere og danske akademikere. Man forstår deres kritik af Netanyahus krigsførelse. Men man savner opbakningen til jøderne. En af de mest udsatte minoriteter i hele verden og også i Danmark. Jaget vildt i Europa i århundreder – og desværre også den dag i dag.

Det jødiske museum, som er nabo til Christiansborg, har også bevæbnet politi foran indgangen i åbningstiden. Et museum! Et mindested for nogle af de forfærdelige fortællinger, vi aldrig må glemme. Om udstødelsen og udryddelsen af generationer af jøder i Danmark.

Vores kollektive svigt af de danske jøder kan ikke overvurderes. Det er ikke Danmark værdigt, at vi er kommet hertil. Eller stadig er her, skal man måske sige. Som havde vi intet lært af historien.

Den største pris betaler jøderne ved at skulle leve i skjul eller flygte herfra for at kunne praktisere deres tro. Det kan man ikke sætte sig ind i, når man sagtens selv kan sende sine børn i skole eller deltage i julegudstjenester landet over. I maj fik en jødisk kvinde i København sat ild til sin altan. Men tag ikke fejl, tabet er stort for os alle sammen. Et civiliseret samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine minoriteter. Danmark er i sin essens funderet på frihedsidealer og retsprincipper. På tryghed og fællesskab. Hvis de værdier ikke omfatter vores jøder, fungerer Danmark slet ikke.

Derfor har vi alle et ansvar for at fremme friheden og bekæmpe alle, som vil det modsatte. Myndighedernes ansvar er enormt, men det er det enkelte menneskes også. Hvad skal vi sige til vores børn?