Klokken er (igen) fem minutter i 12 i Mellemøsten
Situationen i og omkring Israel fremstår håbløs, kaotisk og med et meget spinkelt håb om, at der findes en holdbar udvej.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Klokken står altid på fem minutter i tolv i Mellemøsten. Få minutter fra katastrofen som skiftende amerikanske præsidenter og i hvert fald én tidligere dansk udenrigsminister har brugt betydelige ressourcer på at afværge.
Metoderne har været mange. Beløbene enorme. Alligevel står vi der igen. Og igen.
Mens bomberne falder over Libanon og Gaza, og civile skibe skal have militær beskyttelse for at hævde deres ret til fri sejlads i Det Røde Hav, er det værd at huske på to forhold, som har stået som konstante over alle årene med kaos, død og ødelæggelse:
Det handler om Israels eksistens. Og nogen ønsker ikke fred.
Siden Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober sidste år har Israel slået fra sig. Hårdt, brutalt og med store civile tab og umenneskelige lidelser til følge.
Det ligger i sagens natur, at Israel er i sin ret til at gengælde Hamas’ kyniske angreb, som primært var rettet mod civile israelere, men ikke til at gøre det med alle midler. Det står også klart, at kampen ikke kun står mod Hamas, men også Hizbollah og den stat, som til stadighed har interesse i at holde røre i gryden: Iran.
Mens Israel kæmper med alle midler, løbes der diplomatisk pendulfart for at få skabt en våbenhvile, som kan dulme den ophedede situation. Det er et mindste første skridt til at få overblik over den kaotiske situation i Libanon og skabt en ro, så nødhjælpsorganisationer i det mindste kan arbejde.
Men det siger også sig selv, at det ikke er en holdbar løsning. Spørgsmålet er, om den findes - selv hvis de åbenlyse krav til Israel om at trække sig tilbage til 1967-grænserne og anerkende en to-stats løsning med et selvstændigt Palæstina honoreres.
Nethanyahus tale i FN gav ikke megen håb. Tværtimod. Og modsat tidligere, da USA kunne tale med vægt og respekt over for Israel, så er det ikke længere tilfældet. Den israelske leder kører efter sin egen plan, koste hvad det vil.
Da Clinton i 1993 overværede håndtrykket mellem Arafat og Rabin spirede håbet. Og siden er netop Oslo-processen hevet frem på utallige fredskonferencer: Der findes en udvej, hvis der findes en vilje.
En ting er dog, hvad logisk tænkende og retskafne mennesker kan blive enige om i en konferencesal. Noget helt andet er, hvad der kan samles støtte til i det bagland, de folk, som står bag lederne på begge fronter.
Aktuelt har krigen og Israels fremfærd udløst massive protester verden over. Ofrene fra angrebet på Israel den 7. oktober kan ikke længere vises frem. De er for længst døde, begravede eller befinder sig i fangenskab hos Hamas. Ofre i Gaza og Libanon er nutid.
Nethanyahus afvisning af alle mæglingsforsøg har store konsekvenser.
Alligevel må et simpelt spørgsmål til de aktivister, som smider rød maling på Udenrigsministeriet i København eller på anden måde ukritisk har kastet sig ind i kampen mod Israel, være, om de er er klar over, hvis ærinde de så går?
Vil de stå op for det styre, som findes i Iran, vil de også acceptere et samfund, som slår hårdt ned på de principper, som de selv nyder gavn af: Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til at fredeligt at demonstrere for sine synspunkter?
Tiden er ikke på Israels side. I en demokratisk stat er premierministeren på valg og har et begrænset antal år at arbejde med.
Hos diktatorer, tyranner og terrorister rækker de fem minutter ind i evigheden. Set fra deres position skal Israel udslettes, og metoden er kynisk: Egne befolkninger, som bestemt ikke bliver skånet som middel til at nå målet.