Uduelig fiskeriforvaltning koster penge og noget endnu mere dyrebart

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nicklas Østergaard fanger jomfruhummere med trawl i Kattegat, et levebrød, miljøministeren nær havde taget fra ham på et usagligt grundlag. For som afsløret her i avisen er den rapport, havets minister har brugt til at argumentere for et forbud mod bundtrawl, fuld af fejl.

Set fra København kan den slags fejl hver for sig synes små. For kystsamfund som Strandby – hummerfiskerens nordjyske hjemstavn – er de bekostelige, fordi de indgår i et mønster: Rigsrevisionen har flere gange påpeget, at fiskeriet forvaltes sjusket på grænsen til ulovligt. Nogle steder brydes loven så systematisk, at en lægmand kan se det fra land og efterprøve det på en eftermiddag, og selv når Fiskeristyrelsen og ministre får besked, lukker de øjnene.

I årtier har mange kuttere i Limfjorden for eksempel haft for store motorer ifølge en lov om motorkraft, som skulle skåne havbunden, afslørede Weekendavisen i 2020: Kutterne havde tit så tungt grej, at de dårligt kunne drives fremad uden ulovligt store motorer. Helt åbenlyst blev loven brudt. Men styrelsen lod stå til, det dokumenterede TV 2 igen i år. I hemmelighed og på kant med EU’s love gjorde styrelsen ulovlige motorer lovlige med tilbagevirkende kraft.

Det er uværdigt. Fisker bliver mange, fordi de elsker friheden og jagten, men de ender med at behøve en hel hær af advokater og kontornussere til at forsvare sig mod systemets luner. En uens håndhævelse af nogle komplicerede regler tvinger fiskere til at hustle eller holde sig til.

Den samme uduelige fiskeriforvaltning var skyld i, at storfisker Henning Kjeldsen blev frikendt forrige år, selvom meget tyder på, at han havde omgået i hvert fald intentionen med en lov om, hvor mange fiskekvoter man må eje. Det gjorde han ved hjælp af stråmænd. Han havde diagrammer over disse ”stråmænd”, kom det frem. Én havde ikke engang adgang til sin egen konto. Og selv i både, som Kjeldsen fik bygget til dem, der ifølge politiet var hans stråmænd, havde han for vane at sætte sit kendemærke i stævnen – et kæmpestort »K«.

Men alligevel blev han frikendt. Fordi myndighederne undlod at indskærpe reglerne, men gav ham en masse mærkværdige dispensationer undervejs. Spildt var altså også millioner af skattekroner brugt på retssagen.

En morgen i maj sidste år drev Reinhardt Schmidts tomme kutter i land på Græm Strand. Han var faldet over bord ude på Vesterhavet og druknet. Hans nærmeste sagde til TV 2, at han havde følt sig presset ud på åbent hav, efter han forgæves havde forsøgt at bekæmpe et angiveligt ulovligt fiskeri i Limfjorden, som skadede bunden og gjorde hans østersfiskeri urentabelt. Da jeg mødte ham i hans hjem i Thyborøn flere år før, frygtede han, at det ville gå ham ilde. Han havde klaget over ulovlige motorer og dem, han kaldte »hjertemuslingemafiaen«, og som havde sendt ham en dødstrussel. Men han følte, at han fik lov at sejle sin egen sø.

Efter ulykken skrev en af Reinhardt Schmidts venner et rørende brev til fiskeriministeren. »Vi har mistet Reinhardt Schmidt,« indledte vennen og hævdede, at Reinhardt var sejlet ud i dårligt vejr af nød: »Økonomien var desværre ikke til at tage hensyn til vejret«; han var blevet »fordrevet fra Limfjorden«. Vennen syntes, at »man skylder Reinhardts familie en forklaring på, hvordan det kan være, at der ikke var nogen, der reagerede – fra departementet og Fiskeristyrelsen – på alle de åbenlyse afsløringer, der har været omkring muslingefiskeriet«.

Andre fiskere mister kun deres arbejde eller deres gode humør. Men uværdigt er det for alle.