Menneskerettigheder er ikke bland selv-slik for dovne socialdemokrater. Det er hele posen eller ingenting

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Demokrati er trægt og bøvlet. Det kan være svært nok at enes i Danmark. Skal vi enes med flere, bliver det endnu svære. Se bare på klimatopmøder og FN-resolutioner. Jo større rundkredsen bliver, jo længere tid tager en diskussion. Derfor kan det virke tillokkende at melde sig ud. Mange slyngelstater har valgt at stå uden for verdenssamfundets retfærdighedssøgende fællesskaber. Men læren af Anden Verdenskrig var og er stadig, at enegang ikke er et alternativ. Sammenhold om grundlæggende rettigheder adskiller civilisation fra barbari.

Vi skal ikke enes om alt. Vi skal bare enes om det vigtigste. Det mest principielle. Retten til en retfærdig rettergang. Retten til at ytre sig. Retten til et familieliv. Retten til frihed fra slaveri. Retten til at forsamles. Retten til selv at vælge sin religion. Verdens og Europas historie er fuld af eksempler på, at universelle rettigheder ikke overholdes. Fælles retfærdighed kan ikke opretholdes uden et fælles domstolssystem. Fædrelandskærlighed i Danmark står ikke i modsætning til, at vi underlægger os selv at overholde menneskerettighederne. Tværtimod skal vi læne os ind i systemet med stolthed og ihærdighed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er skrevet i asken fra Holocaust. Med konventioner formuleret i 1948 påhviler det domstolen af fortolke rettighederne i en moderne verden. Der træffes i dag mange afgørelser, som man næppe havde forudset i 1940’erne. Bægret har i mange år været ved at løbe over for skiftende danske regeringer, som især har ramt muren med stramninger af indvandringspolitikken.

Danmark har på flere punkter været nødt til at rette ind. Afgørelserne begrænser de danske politikeres handlerum for hjemsendelser, udvisninger, statsborgerskaber. Den udvikling har Socialdemokratiets værdikriger Rasmus Stoklund nu skrevet en hel bog om. Her opremser han eksempler på, hvordan et flertal i det danske folketing vil ét, mens domstolen gør det umuligt.

Diagnosen fejler egentlig ikke noget. Men det gør hans konklusion. For Stoklund kommer efter sit selvstudie frem til, at Danmark så fremover skal kunne vælge at fravige afgørelser fra domstolen.

»Når jeg siger, at vi ikke skal følge dommene, så er det jo udtryk for en desperation,« siger Rasmus Stoklund.

Desperat fremstår det i hvert fald. Hvor mange danske politikere har reelt engageret sig i Europarådets arbejde? Hvor mange sager har Danmark udfordret aktivt? Hvor mange alliancer har vi søgt? Har Socialdemokratiet overhovedet forsøgt?

I regeringsgrundlaget lyder en idé, at Danmark vil udnævne en særlig ambassadør, der skal »sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne, herunder hvordan de anvendes og fortolkes.«

Det er nu mere end 600 dage siden. Regeringen har end ikke ulejliget sig med at slå jobbet op. En omfattende redegørelse om konventionsretten lovede den også. Ikke en linje er der kommet. Samtidig lyder der ros fra flere S-ministre til Stoklunds kontroversielle forslag. Herunder fra udlændingeminister Kaare Dybvad:

»Jeg har ikke noget principielt imod det,« siger han til forslaget, om at Danmark skal kunne vælge og vrage mellem domme, som var det bland selv-slik.

Hvis ikke Menneskerettighedsdomstolens afgørelser er principielle, hvad er så principielt for Socialdemokratiet efterhånden? Danmark har forpligtet sig på hele systemet. Er der noget i posen, vi ikke synes om, må vi gå den lange vej og enes om forandringer.