Rummeligheden må gå begge veje
Marie Bjerre hvirvlede en shitstorm op for sin kønspolitiske kronik forleden. Men aktivister skaber let modvilje, hvis man forsøger at pådutte andre sin version af rummelighed som den eneste sande.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ligestillingsminister Marie Bjerre vil slet ikke ligestilling. Så skarp var en af konklusionerne på hendes kronik i Jyllands-Posten i sidste uge. Her slog Venstre-ministeren fast, at der for hende er to køn. Punktum.
Dermed smed hun en veritabel bombe i hovedet på LGBTQ+-miljøet i Danmark. Og så midt i pride-ugen. Den regnbuefarvede shitstorm blev ikke mindre af, at Marie Bjerre brugte provokunsteren Ibi-Pippi Hedegaard som den tændsats, der havde udløst hendes tvivl om, hvorvidt juridisk kønsskifte – som hun selv havde stemt for – nu egentlig også var så god en idé.
At bruge lige netop Ibi-Pippi Hedegaard som fuldgyldig repræsentant for kønsminoriteter var ikke det klogeste valg, ministeren traf. Hedegaards trang til opmærksomhed ligger milevidt fra de LGBTQ+-personer, der lever et ganske almindeligt lønmodtagerliv.
Omvendt er der måske ikke noget at sige til, at Marie Bjerre greb ud efter netop ham i værktøjskassen. For debatten om seksuelle minoriteter og deres rettigheder i Danmark bliver let temmelig skinger. Én ting er de lovmæssige grænser for kønsskifte, hvor politikerne faktisk har været åbne for at diskutere dem – og flytte dem. Men det er som om, det ikke har været nok. For nogle.
Danmark er et ret rundkindet, tolerant land – og i hvert fald mere imødekommende over for minoriteter end for eksempel de palæstinensere, som Copenhagen Pride har omfavnet efter udbruddet af krigen mellem Gaza og Israel.
Det vakte så stor debat, at man så entydigt bakkede mennesker op, som selv undertrykker LBGTQ-personer, at forpersonen gik i forsøget på at slukke branden. Men det var for sent. Erhvervsorganisationer, virksomheder og politikere fik travlt med at trække støtten. Mere rummelig var man så heller ikke, da der gik udenrigspolitik i kønspolitikken.
Marie Bjerre blev klandret for at strø om sig med woke-begrebet som skældsord, når det gælder den LGBTQ+-farvede del af ligestillingsdebatten. Sandheden er vel, at 90 pct. af befolkningen dårligt nok kan redegøre for, hvad woke egentlig er for en størrelse, og at den debat, woke-begrebet afstedkommer, fylder meget mere i medierne end i hverdagen. I de fleste menneskers virkelighed fylder det intet. Man tænker sit, når man en gang imellem holder sig vågen til ”Deadline” på DR2 eller læser Politiken i venteværelset. Woke er en selskabsleg for mennesker med ubændig trang til at problematisere alt.
Rummelighed er et udtryk, der fylder utrolig meget i det, nogle kalder ”kønskampen”. Men i virkeligheden ender den kamp ofte med at blive alt andet end rummelig, når fornuftsbaserede argumenter – eller bare en stilfærdig tøven – bliver bortdømt og rubriceres som forkerte. Det gør ikke noget godt for forståelsen.
Aktivismens insisteren skaber et modsætningsforhold og kan dermed paradoksalt nok komme til at fastholde LGBTQ+-personer i en minoritetsopfattelse. Og uforsonligheden støder let folk væk, også mennesker med en udmærket forståelse for, at vi ikke alle er ens. Men som bare ikke har behovet for at deltage i den mere flamboyante del af hyldesten til forskelligheden. Eller få fortalt, hvad de skal mene.
Så når ligestillingsminister Marie Bjerre udtrykte sig, som hun gjorde, kan det godt være, at Ibi-Pippi var en trillebold til den lette forargelse, men hendes kronik kan også tages som udtryk for, at der er andre farbare veje til fælles forståelse end den aktivistiske. Og at det faktisk godt kan være rummeligt at mene det.