Bedre sent end aldrig, Biden. Men det tog dig pinagtigt lang tid

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

81-årige Joe Biden er ikke længere præsidentkandidat. Kommer nyheden som en overraskelse? Tja. Fornuften siger nej, men som tingenes tilstand er i amerikansk politik for tiden, var nogle efterhånden begyndt at indstille sig på at se den efterhånden stive og temmelig sluddervorne Biden som Demokraternes bud på de næste fire års amerikanske leder. Og være temmelig overbevist om, at det ville ende med en flyttebus og læsterlig tæv fra Republikanernes Donald Trump, der ikke er blevet mindre flyvende efter attentatet mod ham for nylig.

Og selv om Biden nu har meldt pas, synes styrkeforholdet mellem Trump og hvilken som helst demokratisk kandidat som det mellem Pogacar og – i bedste fald – Jonas Vingegaard i dette års Tour de France. For partiet fremstår vingeskudt og desorienteret og har gjort det længe. I virkeligheden siden dengang, man endte med at sende Hillary Clinton til fronten mod opkomlingen Trump. Fru Clinton repræsenterede alt det, som en hel del demokratiske vælgere – og dem, der skulle overbevises om at stemme demokratisk – ikke gad: En arrogant, elitær levebrødspolitiker uden øre på de dybere lag af det amerikanske samfund.

At vælge Barack Obamas allerede dengang aldrende vicepræsident som næste kandidat mod Trump blev måske mest af alt kronet med held, fordi så mange havde noget imod Donald Trump – mere end de kunne se lyset i Biden. Og en mand for fremtiden var han slet ikke.

Og de er omtrent umulige at få øje på, de potentielt brugbare demokratiske kandidater med fremtid i. Det siges, halvt i spøg, at der kun er én demokratisk politiker, der er mere upopulær end Joe Biden. Det er vicepræsident Kamala Harris, som sandt for dyden ikke har gjort meget væsen af sig på den ofte utaknemmelige post som skygge for den siddende præsident. De seneste meningsmålinger tyder ganske vist på, at hun ville kunne opnå samme tilslutning som Joe Biden mod Trump. Men hun er stadig et pænt stykke fra den flamboyante forretningsmand.

Joe Biden vil begrunde sit tvungne og sendrægtige valg i en tale senere på ugen. Den bliver interessant: Er det vitterligt alderdomssvækkelse, som han har vist ret tydelige både fysiske og mentale tegn på – eller er det, fordi han omsider har lyttet til den hastigt voksende skare af demokrater, der vender ham ryggen, sammen med de donorer, der er bydende nødvendige for at holde en hundedyr præsidentkampagne oven visse vande?

Det bliver mere end spændende at se, hvem det demokratiske parti så går til valg med? Bliver det Harris, eller trækker de en kanin op af hatten? I det mindste må man tro på, at de ikke frekventerer en mølpose igen. Og at partiet lærer af denne lidelseshistorie. At Demokraterne rent faktisk formår at finde troværdige kandidater, der har livet foran sig, og som fremstår relevante for vælgerne i et efterhånden stærkt polariseret samfund. Et USA, der trænger til en samlende figur. Ikke en, der splitter og flår endnu mere i skel og holdninger. Og i øvrigt også en præsident, der har udsynet til at tage rollen som leder af den vestlige verden med alle de forpligtelser, der ligger i det, på sig.

Det er helt i orden, at Europa skal steppe op og være i stand til at klare og forsvare sig. Men den vestlige verden har mere end længe brug for solid sammenhængskraft. Det er svært at tro, at Trump og hans vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, vil være den faste hånd hen over Atlanten. Tiden vil vise, hvad Demokraterne stiller op med. Måske skal USA – og den vestlige verden – blot indstille sig på fire år med Trump med alt, hvad det indebærer. Blandt andet fordi hans politiske modstandere gik søvngængergang med ”Sleepy Joe”.