Et afgørende spørgsmål til J.D. Vance
Trumps talentfulde vicepræsidentkandidat har klare – og ofte forkerte – idéer om international politik. Både økonomisk og sikkerhedspolitisk kan Republikanerne stille Europa over for svære valg.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Alt tyder på, at J.D. Vance, som Donald Trump har udpeget som sin vicepræsidentkandidat i valget til november, er en meget talentfuld mand.
Uddannet fra prestigeuniversitetet Yale (trods en beskeden baggrund), forfatter til bestselleren ”Hillbilly Elegy”, som både anmeldere og læsere holdt af, og nu i en alder af 39 år den yngste kandidat til embedet som vicepræsident siden Richard Nixon i 1952.
Under det igangværende republikanske partikonvent handler det naturligvis mest om brede smil, balloner og sjove hatte, mens man lover stort og småt til alle tænkelige vælgergrupper. Sådan er nu spillets regler. Men for alle os, der ikke kan stemme ved valget den 5. november, må det afgørende spørgsmål være: Hvad er Republikanernes vision for USA i storpolitikken – og hvor passer J.D. Vance ind i dette billede?
Traditionelt spiller globale spørgsmål en underordnet rolle i amerikanske valgkampe, men Vance har over de seneste par år formuleret sig ganske klart om sit syn på verden som set fra hjembyen Middletown i Ohio.
Når man stiller skarpt på den måske kommende vicepræsidents internationale vision, må man imidlertid konstatere, at talenterne her i nogen grad synes at slippe op. Det gælder både på det økonomiske felt og i forhold til de sikkerhedspolitiske realiteter.
Der tegner sig omridset af en international økonomisk strategi, der bl.a. skal operere gennem en svækkelse af dollaren og høje toldmure omkring det amerikanske marked.
Det vil styrke USA’s konkurrenceevne og formentlig sætte yderligere gang i hjulene i en økonomi, der allerede vokser ganske solidt. USA er fornuftigt skikket til at gennemføre en sådan protektionistisk vending, simpelthen fordi landets økonomi ikke er så åben som den europæiske. Men det risikerer også at sætte grundigt gang i inflationen – og så lever vi jo i en verden, hvor det trods alt ikke kun er USA, der har interesser at forfølge.
Hvordan Europa vil reagere, er svært præcis at forudskikke, men mon ikke dramatisk højere amerikanske tariffer kunne risikere at udløse en transatlantisk handelskrig? Øget europæisk samhandel med lande i f.eks. Asien kunne også være en logisk konsekvens, selvom det næppe er det mål, Vance har i tankerne.
Den samme svaghed plager hans tænkning på det sikkerhedspolitiske område.
I Vances blik på verden finder man en del sund husmandsfornuft: Supermagten USA kan ikke i længden opretholde dominans med sine militære, diplomatiske og økonomiske magtmidler, når den samtidig fylder stadig mindre i verdensøkonomien. Derfor må man sætte tæring efter næring og sørge for at give sine penge godt ud.
Men denne ganske ædruelige pointe er parret med en svært forståelig – og for USA på længere sigt formentlig skadelig – foragt for landets traditionelle allierede, en irrationel fascination af diktatorer (som bestemt ikke har tænkt sig at gøre Washington nogen tjenester) og en ulyksalig hang til internationale snuptagsløsninger.
Mest bekymrende ses det i Vances (og Trumps) skråsikre overbevisning om, at man i løbet af nul komma fem kan løse den konflikt i Ukraine, som europæiske stormagter har prøvet at få bilagt gennem 10 år – måske gennem en aftale, der belønner aggressoren i Moskva med dele af nabolandets territorium.
Det risikerer at efterlade et Rusland, som kan se sig bekræftet i, at frækhed belønnes, og et skamskudt Ukraine, mens Europa skal betale den kolossale regning for at rydde op efter Putins udskejelser.
Et af Vances mange talenter er evnen til at ændre mening, når det er opportunt.
Der er et pænt stykke vej fra at kalde en politiker »idiot« og sammenligne ham med Hitler og så til at stille op med ham til valget. Vance har tilbagelagt denne betragtelige distance på ganske få år, og man må håbe, at han vil udvise en lignende tilpasningsevne i forhold til realiteterne, hvis han om få måneder skal bidrage til at føre Republikanernes noget tågede udenrigspolitiske visioner ud i virkeligheden.