Efter attentatforsøg må USA’s partier træde i karakter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er et nervepirrende politisk drama, der udspiller sig i USA i denne tid, og sent lørdag fik skruen et vrid hen mod det helt uudholdelige.

Mirakuløst undslap ekspræsident Donald Trump, Republikanernes kandidat til valget i november, kugler affyret af en attentatmand og kunne evakueres fra scenen ved et vælgermøde i staten Pennsylvania med kun et mindre sår på øret.

Trump kan dermed fortsætte sin dynamiske valgkamp og vil i den kommende uge officielt acceptere Republikanernes nominering på partikonventet i staten Wisconsin.

Den altid kampklare Trump har vinden i ryggen i disse måneder, og det er ikke usandsynligt, at attentatforsøget både vil øge begejstringen blandt hans millioner af loyale tilhængere og skabe sympati hos en del af de svingvælgere, der formentlig kommer til at afgøre efterårets valg.

Trumps trodsige og fandenivoldske attitude i sekunderne efter skuddene var faldet – et klip, der kører i båndsløjfe på alle tv-stationer – står i kontrast til præsident Joe Bidens famlende fremtræden, ligesom den beslutsomhed, der præger Republikanernes kampagne, på mange måder udstiller splittelsen og handlingslammelsen hos Demokraterne.

Lykkeligvis fik attentatmanden – tilsyneladende en 20-årig desperado fra lokalområdet – ikke held med sit forehavende, og valgkampen kan gå videre, men angrebet, der kostede en deltager i vælgermødet livet og sårede to andre alvorligt, vil alligevel kaste en slagskygge hen over kampagnerne.

For attentatforsøget er kun det seneste tegn på, at den Pandoras æske af vrede og had, som er blevet åbnet i amerikansk politik de senere år, bliver endda meget svær at få lukket igen.

Trump er en figur, der i ekstrem grad deler vandene med sin konfliktsøgende retorik, og hans modspillere hos Demokraterne har i kampen mod ham også taget grovfilen flittigt i brug.

Fra uvederhæftige påstande om valgsvindel over stormen på Kongressen i januar 2021 til det morads af retssager og modstridende domstolsafgørelser, som i øjeblikket gør det ud for politisk kamp i Washington, er det blevet stadig tydeligere, at det amerikanske demokrati befinder sig i krise.

At man fra begge partiers side i denne situation ufortrødent fortsætter dæmoniseringen og ikke et øjeblik søger at skrue ned for temperaturen, er fundamentalt uansvarligt. For det skaber grobund for en farlig spiral af vrede og vold.

I timerne efter attentatforsøget sent lørdag var de sociale medier fyldt til randen med skøre konspirationsteorier og skingre beskyldninger. De fleste får heldigvis afløb for deres vrede ved tastaturet, men for individer i ubalance eller organiserede ekstremister – vi ved endnu ikke, hvilken kategori attentatmanden fra Pennsylvania skal henregnes til – øger det tilskyndelsen til at gribe til vold.

Meningsmålinger viser et skræmmende højt aggressionsniveau blandt de to partiers vælgere med en betydelig minoritet klar til at acceptere voldsanvendelse mod politiske modstandere. Man må håbe og tro, at det er bragesnak fremfor konkrete hensigter, men i et land, som er bevæbnet til tænderne med skydevåben, kan selv ensomme ulve og små grupper af fanatikere gøre enorm skade.

Det er denne onde cirkel, demokrater og republikanere må bryde, før det er for sent. De har før vist, at det kan lade sig gøre – f.eks. i 1950’erne, da USA var kløvet under de sortes kamp for borgerrettigheder, og i 1960’erne og 70’erne, hvor ungdomsoprør, Vietnam-krig og raceoptøjer udløste både snigmord og voldelige sammenstød.

USA’s demokrati er på mange måder bomstærkt og har ressourcerne til at komme ud af også denne krise. Men det bliver ikke nemt, og et helt nødvendigt første skridt er at få skruet ned for temperaturen i konfrontationerne. For der er desværre ingen garanti for, at den næste attentatmand rammer ved siden af – uanset om han retter sigtekornet mod højre eller venstre i amerikansk politik.