Fra asken i ilden i Frankrig
Et flertal til den yderste højrefløj blev undgået i Frankrig, men prisen kan blive høj i form af politisk handlingslammelse og yderligere radikalisering.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der kan drages en positiv konklusion og en negativ konklusion efter valget i Frankrig – men selvom det er den positive, der får mest opmærksomhed, så risikerer den med tiden at blive overskygget af den negative.
Præsident Emmanuel Macrons beslutning om at udskrive lynvalg til den franske nationalforsamling efter et sviende nederlag for hans parti ved valget til Europa-Parlamentet for en måned siden var et sats, der længe så ud til at gå grueligt galt.
Efter en valgkamp, hvor det højrepopulistiske National Samling (Ressemblement National) dominerede overskrifterne, fik partiet et stærkt valg i første runde søndag den 30. juni, og konturerne af et chokflertal til det yderste højre begyndte at tegne sig.
Men i søndagens anden valgrunde tog intrigen en ny drejning. En broget forsamling af venstrefløjsgrupper – fra det moderate til det ekstreme – under en paraply kaldet Den Nye Folkefront (med vage mindelser om 1930’ernes enhed mod fascismen) vandt flest mandater.
Præsident Macrons tropper i centrum-grupperingen Ensemble kom også tilbage i kampen og fik presset National Samling ned på tredjepladsen målt på antallet af mandater.
Resultatet er et parlament splittet på kryds og tværs, så selvom der søndag blev jublet rundtom i Frankrig, ser den politiske fremtid vanskelig ud.
Hvis man i en positiv ånd skal opgøre plusserne fra dette kaotiske forløb først, så kan man sige, at det endnu en gang slår fast, at det ekstreme højres overbudspolitik og appel til folkelige frustrationer kan rulles tilbage, hvis indsatsen er energisk nok.
Det så man i parlamentsvalget i Spanien sidste sommer, da de etablerede partier gik frem, og populisterne på højrefløjen tilbage. Det gentog sig i Polen i efteråret 2023 – her lykkedes det den liberale opposition at tilbageerobre magten fra det daværende nationalkonservative regeringsparti. Noget lignende oplevede man i forbindelse med sidste måneds EP-valg i Tyskland, hvor nationalisterne i højrefløjspartiet AfD ganske vist gik frem, men langtfra opnåede det resultat, målinger havde antydet bare få måneder før valget.
Men ét er at vinde et slag, noget andet at gå sejrrigt ud af krigen, og det er her, de negative konklusioner presser sig på i forhold til søndagens valg i Frankrig.
For den ekstreme højrefløjs succes er ikke kommet ud af ingenting. Den baserer sig på en folkelig vrede over særdeles håndgribelige problemer – blandt andet høj inflation, afindustrialisering, indvandring, stigende regional ulighed og en voldsom regning fra den grønne omstilling.
Det betyder også, at truslen ikke bare kommer til at forsvinde ud i den blå luft den kommende tid.
Hvis midterpartierne ikke formår at formulere troværdige svar på de udfordringer, som vælgerne finder vigtige, så er der overhængende fare for, at pendulet snart svinger den anden vej igen.
Men det er langtfra åbenbart, at søndagens resultat i Frankrig vil muliggøre, at der skabes et handlekraftigt parlamentarisk flertal i Paris.
I et splittet parlament med store interne rivninger partierne imellem ligger det umiddelbart til, at der enten dannes en vakkelvorn mindretalsregering eller en noget uformelig koalition, som får svært ved at præsentere en samlet front.
Hele forløbet har også stillet alvorligt spørgsmål ved Macrons dømmekraft og svækket hans greb om magten. Præsidenten, der ynder store ord og dramatiske positurer, bevarer efter søndagens overraskelse lige netop skindet på næsen, men der skal en anderledes jordnær og lydhør stil til, hvis det skal undgås, at frustrationerne vokser yderligere.
Et politisk splittet Frankrig på et tidspunkt, hvor EU’s anden store motor, Tyskland, også trækkes med en svag og ubeslutsom regering, er dårligt nyt for Europa. Hvis de franske midterpolitikere ikke hurtigt kommer i arbejdstøjet og formår at vise, at de kan skabe fremdrift og virkelige løsninger, risikerer man, at det yderste højre vil være tilbage med fordoblet kraft senest ved præsidentvalget i 2027.