Hvad vi kan lære af det hollandske dødsrige, mens vi venter på regeringen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Holland var det første land i verden til at gøre assisteret selvmord lovligt. I mere end 20 år har det været tilladt i landet, som derfor kan lære os meget om konsekvensen. Om hvad der sker, når det forbudte legitimeres og langsomt sætter sig i selvforståelsen generation efter generation. SVM-regeringen herhjemme har som bekendt åbnet for at legalisere en eller anden variant af assisteret selvmord i Danmark. Et ekspertudvalg er sat til at oplyse debatten, men rammen lader desværre til at være et spørgsmål om, hvordan man kan lovliggøre, snarere end om man skal lovliggøre.

Regeringsledelsen burde henlægge sommerferierne til Holland. For her kan man se det dystre perspektiv. At den statslige hjælp til at tage sit eget liv hurtigt kan ende som en meget efterspurgt rettighed. I 2003 var det 1,3 pct. af alle dødsfald i landet, der skete med hjælp.

I 2022 var det tal helt oppe på 5 pct. af alle dødsfald. Hvis altså dødsfald kan bruges som betegnelse. Et fald lyder så naturligt. Du snubler og falder, eller du forfalder. Men ved assisteret selvmord skubbes du aktivt ind i døden. Det er ikke en individuel beslutning, eftersom systemet skal tillade det og udføre det. En sag gik hele vejen til Højesteret, fordi en dement kvinde modsatte sig et assisteret selvmord, som hun inden sin sygdom havde samtykket til. Retten frifandt lægen og de pårørende, som udførte dødshjælpen stik imod kvindens vilje. Således kan man i Holland nu blive slået ihjel uden samtykke, hvis man tidligere har ytret ønske om det.

BBC skrev for nylig en indsigtsfuld artikel om endnu en uhyggelig tendens i Holland. En romantiseret dødstrend, der viser, at flere par ønsker at dø sammen. Sidste år var der 33 par, altså 66 personer, som fik assisteret dobbeltselvmord. Særligt én sætning siger det hele. Det britiske medie interviewede parret Jan og Els på 70 og 71 år, som forklarede deres fælles valg om at afslutte livet. Hun var tiltagende dement, han havde smerter. De havde levet et godt og langt liv sammen. Nu ville de bare gerne gøre en ende på det.

»Der er ingen anden løsning,« konkluderede Els efter et langt personligt interview om de svære overvejelser, som alligevel fremstod nemme for dem. Præcis sådan er det måske, nemt, hvis man virkelig ikke ser anden løsning. Sagen er bare, at den eneste løsning netop slet ikke havde været en løsning før lovændringen i 2023. Uden statslig sanktioneret assistance havde livet bare været svært. Den demente Els ville forsvinde for øjnene af sine nærmeste og blive til et andet menneske med en forfærdelig sygdom. Hendes ægtefælle Jan ville blive ældre og ældre, måske med tiltagende smerter, indtil de en dag begge ville dø af naturlige årsager, næppe simultant. Det er livet, og det er livets afslutning. Det svære liv er bare ikke et problem, vi skal løse ved at slutte det længe før tid. At indføre den rettighed ændrer grundlæggende vores forståelse af at være i live. Til at være et aktivt valg, der også kan fravælges. Blandt de døde par i Holland er også tidligere premierminister Dries van Agt og hans kone. De døde sammen som 93-årige, hvilket næppe har gjort tanken fjernere for andre.

En hollandsk læge med stor erfaring inden for området fortæller til BBC om en tiltagende heltedyrkelse af fællesdøden, mens der tales mindre om de par, hvor den ene gerne vil gøre en romantisk ende på det hele, men den anden ikke vil. Et faktum er det, at flere og flere hollændere vælger døden på et tidspunkt, hvor den ikke ellers var indtruffet naturligt. Hvis det gøres til en løsning i Danmark, hvordan vil den statistik så ikke se ud for de næste generationer, hvor modløshed og psykisk sygdom er en folkesyge?