Nye regler skal ryste Mediedanmark. Men ministeren afslører sig selv i farligt smagsdommeri

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne har liberal baggrund. Nu huserer han imidlertid i et ministerium, hvor antallet af dysfunktionelle støtteordninger gør det svært at opretholde klarsynet. For få dage siden bebudede han, at mediestøtten skal »omkalfatres« og bør »ryste Mediedanmark lidt«, kunne Weekendavisen berette i et interview.

Så langt var budskabet fra ministeren fornuftigt. Stod det til Jyllands-Posten, blev støtteordningerne stort set afskaffet. Pressefrihed og stærke medier er en forudsætning for det danske demokrati. Et demokrati, hvor oplysningen, samtalen og de frie ord er limen i et værn mod vold, polarisering og statsstyring.

I dag fastholder støttesystemet en gammeldags tankegang, hvor dyrt papir kørt rundt i lastbiler udløser støtte til de dårligst drevne aviser. Papiravisens deroute er en strukturel udfordring. De fleste danskere under 50 år savner ikke en papiravis i postkassen, som de hverken har tid til at læse eller orker at bære ud i papiraffaldsspanden. Absurditeten i systemet demonstrerede Berlingske i år ved at søge den særlige millionstøtte, der ellers var tiltænkt Kristeligt Dagblad og Information, de svageste dyr på nyhedssavannen.

Kulturministeren mente i Weekendavisen, at Berlingske havde »omgået systemet« i stedet for at stå ved sit eget elendige system. Kommentaren understreger det usmagelige politiske smagsdommeri.

Sådan indsneg der sig desværre en farlig reguleringsiver i hele budskabet fra Engel-Schmidt. Han fremhævede også det lille nichemedie på forsvarsområdet Olfi som noget finere end medier med livsstilsjournalistik.

»Det er jo tankevækkende, at et kritisk medie som Olfi, der laver den ene afsløring af Forsvaret efter den anden, ikke kan få mediestøtte. Mens lidt ældre formater, som skriver utallige madartikler, tester gourmetsmør, laver restaurantanmeldelser og undersøger, hvor lang tid man skal riste en pinjekerne, før den er optimal, vælter sig i mediestøtte.«

Det ville ministeren gøre noget ved. Men hvem drev skandalesagen om Forsvarets Efterretningstjeneste? Det gjorde Berlingske. Skal det trække ned i støtten, at læserne fik eftertragtede madanmeldelser samme sted? Med det tankesæt bevæger støtteordningerne sig til at blive en redaktionel indblanding, hvor kulturministeren føler sig kaldet til at vurdere, hvad der skaber værdi.

Sådan ender medierne som en del af kulturbranchen, hvor tomme museer og udstillinger i forvejen lever af tildelinger, puljer og særordninger. Olfi er et rigtig godt medie. Men erhvervsministeren fremhæver heller ikke sin lille favoritslagter frem for Føtex, når han skal ændre erhvervsstøtteordningerne.

Et nyt udvalg skal nu granske mediestøtten. Det er forsøgt før. Desværre er støtten år efter år kun i tiltagende grad blevet et kulturpolitisk reguleringsredskab, hvor grundtanken flyder sammen med den, som også hersker for public service, hvor der følger politiske indholdskrav med statsstøtten.

For nylig udkom på opfordring fra Kulturministeriet en stor analyse af danskernes adgang til online nyheder »bag betalingsmur«, som det blev omtalt. ”Betalingsmuren” er det, vi på Jyllands-Posten kalder et abonnement. En pris for en vare. Sammenlignet med de trykte aviser endog en meget lav pris.

Men DR, som i 2023 havde udgifter for mere end 3,5 mia. kr. og finansieres over skatten, skal udvalget ikke se på. Det statsejede TV 2, som er landets største digitale abonnementssucces, er heller ikke en del af diskussionen. Her er chancen for en omkalfatring. Afsættet forekommer desværre dybt uliberalt.