Minister for klovne jonglerer sin ministerpost i usædvanlig stil

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Frit efter Ebbe Rode kan man hævde, at Kulturministeriet er det eneste ministerium med sin egen scene. Nogle gange med pinlige, ufrivillige komiske optrædener, men for det meste med undseelige hovedrolleindehavere i form af skiftende kulturministre, der nok havde flotte replikker og de bedste intentioner, men aldrig kom ud over scenekanten, og som hurtigt røg i glemslen.

Brian Mikkelsen fik som konservativ minister idéen til en kulturkanon, der skulle blåstemple en række værker inden for alle kunstarter som noget særligt betydningsfuldt for den danske kulturarv. Den skulle ikke blot opløfte dansk kultur, og hvad der har bundet os sammen, men skulle også være et værn mod en middelalderlig islamisk kultur, »der aldrig bliver lige så gyldig herhjemme som den danske kultur«, sagde Mikkelsen og gjorde dermed kulturkampen til en værdikamp, og så var det så som så med forbundetheden.

Kulturlivet har ofte haft et problematisk forhold til ”sit” ministerium, om hvilket der inden for branchen hersker mange fordomme og holdninger, der ofte harmonerer med økonomiske særinteresser og det udtalte behov, der i kulturverdenen findes for at blive fremkaldt, anerkendt og klappet ad.

Særligt socialdemokrater og den etablerede kultur er ofte gået skævt af hinanden. Nogle gange fordi socialdemokraterne synes at bruge enhver oplagt og mindre oplagt lejlighed til at lade kunsten og litteraturen være katalysator for en politisk drejet diskussion om integration, velfærd og boligpolitik og synes at lefle, når Mogens Jensen (S) vil redde ikke blot elefanter, men danske cirkusser og endda ønsker, at Bakkens Hvile kan føre snablen ned i statskassen.

Når man påstår, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i Den Jyske Opera, kan man på mange måder have ret, men den slags simplificeringer afstedkommer ofte allergiske reaktioner hos den ømskindede kulturelite i samme grad som foragten over Joy Mogensens vedholdende begejstring for ”Absolute Music 2”.

Da Venstres Bertel Haarder i 2015 gik fra ikke blot at mene meget om kulturen, men tilmeld at blive minister for den, var der ifølge Hanne-Vibeke Holst også tale om en gammel plade. Hun kaldte hvervet for en retrætepost. Sådan så Bertel Haarder nok ikke på det, men noget prestigefyldt ministerium er det næppe, medmindre man gør det til det.

Det lader den nuværende minister, Moderaternes Jakob Engel-Schmidt, at have sat sig for at gøre. Han har ikke blot talt om kulturens betydning med, hvad en teateranmelder vil kalde »til tider lettere overspillet« artikulation.

Han har også gennemført politik, der har forbedret vilkårene for flere dele af det danske kulturliv, såmænd også cirkusser. Hans høje position i regeringspartiet har hjulpet på opmærksomheden og pengestrømmen, men der skal også forhandles, og kulturpolitikken har tendens til hurtigt at blive til noget, der minder om sognerådspolitik og til spørgsmål om god og dårlig smag; sidstnævnte er umuligt at blive enige om.

Forårets brede forlig om en museumsreform er noget af det mest håndgribelige og betydningsfulde, der er kommet ud af Kulturministeriet i mange år. Adskillige af Engel-Schmidts forgængere havde forsøgt, og i 10 år har de statsanerkendte museer ventet på og frygtet for en reform.

Det hjælper naturligvis altid med ekstra, nye millioner i puljen, men meget tyder på, at reformen faktisk vil virke efter hensigten. At museumsfolkene generelt er glade for den politiske aftale, er mindre vigtigt, men ikke desto mindre stor kunst.