Lærken findes på en hede, som ingen ser. Men hvor er det sted efterhånden?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lærken har været et levende symbol på Danmark, lige så længe vi har haft en fælles national forståelse af, hvem vi var, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. Den var nationalfugl før svanen, og det var en lærke, der lettede, da Danmark blev frit, og tusinde fulgte.

Carl Nielsens melodi og den lille, fine tekst til ”Jeg ved en lærkerede” er vores fælles barndoms nationalsang på tværs af generationer. Den findes på en hede – et sted, som ingen ser.

Men hvor er det sted efterhånden? Desværre er lærkebestanden svundet massivt for hver forældregeneration, der har sunget godnatsang for sine børn, siden sangen blev skrevet i 1921.

I en ikke fjern fremtid ville vi ende et sted, hvor en mor ville synge om lærken som en sjælden fugl. Før eller siden ville den blot være danmarkshistorie i fortid, men ikke en velkendt lyd af Danmarks nutid og fremtid.

Hvis altså ikke vi gjorde noget. Den 24. juni 2024 enedes de vigtigste stemmer og beslutningstagere heldigvis om at tegne en ny fremtid for Danmark, dansk natur og dansk landbrug. Det bliver en fremtid med mere lærkesang. Politikerne vil tage æren, men den bør tilfalde den danske model og det velfungerende danske demokrati som helhed.

Den omfattende, langsigtede aftale om en total omkalfatring af vores landskab og genopretningen af det døde havmiljø er kun blevet til, fordi de vigtigste civile instanser har taget ansvar for at forhandle et historisk grønt kompromis.

Blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug og Fødevarer, Dansk Industri og NNF, slagteriarbejdernes fagforening, er enige om den store grønne aftale, der over de kommende år vil omlægge store dele af dansk landbrug til natur og skov.

Fra 2030 indfases en alvorlig CO₂-afgift på landbruget, som vil gøre det meget mindre attraktivt at producere svin, men meget mere attraktivt at rejse skov og at omstille til bæredygtig dyrkning af nye afgrøder.

Der påhviler midt i fejringen nu alle parter et massivt ansvar for at skubbe på for den omstilling, der ikke koster, men måske tværtimod skaber arbejdspladser i de store dele af Danmark, hvor landbruget i dag beskæftiger mange. Store dele af skovene skal være urørte, men det må lokalområderne ikke være. Aftalen skal ikke føre til øde landsbyer og glemte erhverv med landlig arbejdsløshed og forfald til følge.

Det er en del af aftalen, at der skal omstilles, ikke afvikles. At der skal uddannes, ikke udsultes. På dagen for denne meget brede aftale kan vi kun tage de stærke stemmer på ordet og med tillid møde dem, der tager ansvaret for fremtidens Danmark på sig.

Det er modigt, det er vigtigt, det er svært. Det grønne kompromis af 24. juni 2024 vil stå i historiebøgerne. Men afsnittet er først indledt nu. Det fulde kapitel om dette kursskifte i dansk natur- og landbrugshistorie kender vi først om årtier. Derfor venter det ultimative ansvar for en historisk aftale nu, når den skal omsættes til praksis.

Kritikere vil der være nok af. Jyllands-Posten kunne godt være en af dem, for avisen er vokset ud af dansk landbokultur, og læserne tæller flere landmænd end de fleste andre mediers.

Men i valget mellem bagudskuende offermentalitet og fremtidstro tillid kan der ikke være tvivl om, hvilken side der er den rigtige at stå på. Når en lærke letter, og tusinde følger, bliver luften et væld af sang. Det er måske så meget sagt lige nu.

En ny tids lærkesang er lyden af et grønnere Danmark. En ny tids bonde må lytte. Men sang og kildevand kan vi ikke leve af alene. Derfor vil vi række os på tåen, holde på vores vejr og følge bestanden af arbejdspladser og dansk fødevareproduktions videre flyvehøjde ganske nært. Velkommen, lærkelil.