Kan det virkelig være rigtigt, at Demokraterne ikke kan finde en bedre kandidat end Biden? Bare én
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Opløbet til det amerikanske præsidentvalg er som at kigge på et trafikuheld i langsom gengivelse. Og problemet er, at ikke alene den amerikanske befolkning risikerer at komme til skade. Resten af verden kommer også i klemme, hvis det fortsætter sådan her.
Natten til fredag mødtes de to ronkedorer, der kandiderer til fire år i Det Hvide Hus. Vårharen Donald Trump på ”kun” 78 år og den siddende præsident, Joe Biden, der fylder 82 umiddelbart efter valget i november. Der er efterhånden talt og skrevet så meget om alderens betydning i den amerikanske valgkamp, at gradbøjningen af bekymringen over Joe Bidens gøren og laden efterhånden når 360 grader rundt (om de krumme tæer).
Amerikanerne – og politisk interesserede verden over – kunne til den første tv-debat se en præsident, der talte usammenhængende, gik i stå og pletvist virkede, som om han ikke helt var klar over, hvad han var med i. Og i hvert fald ikke, hvilken katastrofe han forårsagede.
I en weekend, hvor Frankrig afholder første valgrunde, som potentielt kan rykke afgørende rundt på magten, og med et forestående valg i Storbritannien, hvor den parlamentariske marodør Nigel Farrage kan forplumre billedet, har den vestlige verden mindst af alt behov for et freakshow i USA. Det er ellers kulørt nok i forvejen med Donald Trump, der trækker et spor af mere eller mindre spektakulære retssager efter og foran sig, men lige nu står Demokraterne med det største problem.
De har valgt at holde fast ved den siddende præsident som deres bud til fire år mere i Det Hvide Hus. Selv om advarslerne om Joe Bidens kognitive evner ikke har været få. I en grad, så de politiske resultater, som Joe Bidens administration har opnået, er blevet overskygget af præsidentens fumlegængeri. Det er helt tydeligt, at folkene omkring præsidenten har gjort alt for at skærme ham. For eksempel aflyste man med ganske kort varsel et større interview med Biden på landsdækkende amerikansk tv forud for Super Bowl. Et decideret feel good-setup, som ville blive set af millioner og atter millioner af amerikanere, og som kunne have givet Joe Biden lidt nemme point. Hvis altså ikke hans stab var så meget i tvivl om, hvorvidt han ville kunne klare det, at de valgte at springe fra.
Det er pinligt, at det er nået dertil. Demokraterne har forsømt at foretage den tilbundsgående analyse af egne dispositioner. Det gik allerede grueligt galt forud for præsidentvalget i 2016, hvor partiet i en vildtvoksende skov af mere eller mindre brugbare kandidater endte med at gå med Hillary Clinton som Demokraternes bud på en præsident. Fuldstændigt tonedøve over for, at det netop var en professionel Washington DC-politiker som hende, der fik demokratiske vælgere til at blive hjemme – eller bide al skam af sig og stemme på Trump. Der burde partiet have fundet en kandidat, der signalerede fremtid i stedet for at hive Obamas aldrende vicepræsident op af mølposen. Det står klart, at det ikke længere udelukkende er et spørgsmål, om Joe Biden lever om fire et halvt år – men også i givet fald i hvilken tilstand. Kan de virkelig ikke finde en - bare én - der er bedre?
Lige nu ser prognosen ikke lovende ud. Som en kender og elsker af amerikansk politik Søren Pind skrev på det sociale medie X efter tv-debatten: »Hvis Demokraterne ikke finder en ny præsidentkandidat, er valget tabt, og Trump kåret. Indtil debatten i går nægtede jeg at tro det. Men man skal have mindre end det ene øje, jeg har, for ikke at se det.«