Der er mange dårlige grunde til ikke at stemme søndag
EU-valgkampen har haft svært ved at ophidse sindene, men det er ikke en undskyldning for at blive på sofaen. Dertil er EU alt for vigtig, både i det fjerne og det nære.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Valget til Europa-Parlamentet er i fuld gang, og de første meldinger er forventeligt lunkne. I Danmark stemmer vi søndag – som i hovedparten af de 27 EU-stater – men flere lande, bl.a. Holland og Irland, har afviklet afstemningen eller er i fuld gang med det.
Endnu en gang er det åbenbart, at træerne ikke vokser ind i himlen, hvad angår det folkelige engagement. Tag Holland, et af de seks oprindelige medlemmer af EEC, den organisation stiftet i 1957, som siden er blevet til EU. Hollænderne stemte allerede torsdag, eller rettere 47 pct. af dem gjorde, mens et flertal altså ikke nåede frem til valgstederne.
Niveauet af valgdeltagelsen blev modtaget med lettelse i Holland, for den var ca. fem procentpoint højere end i 2019. Men hvis vi nu skal kalde tingene ved deres rette navn, så er det skuffende, at man i et europæisk kerneland, der gennem årene har leveret mange topfolk til organisationer som EU og Nato, ikke kan få halvdelen af sin befolkning til at deltage i et demokratisk valg. Til sammenligning lå valgdeltagelsen på knap 78 pct. sidste år, da hollænderne valgte et nyt parlament.
Der er gennem tiden givet mange forklaringer på fænomenet med, at deltagelsen ved EU-valget (også i Danmark) ligger 20-30 procentpoint under niveauet ved de nationale valg. Nogle mener, at det er parlamentets dårlige rygte for magtesløshed, ineffektivitet og frås, som stadig hænger ved – også selvom det med tiden har fået flere beføjelser, og der er blevet ryddet op i mange af krogene. Andre peger på, at partierne svigter deres opgave, når de gang på gang fører sekunda-kampagner med kandidater fra overskudslageret.
Der mangler valgkampstemaer, som kan inspirere på tværs af grænserne, lyder endnu en mulig forklaring. Og så er der vælgerne, som ifølge en helt fjerde opfattelse ikke kan overskue fjerne og komplicerede beslutningsgange og derfor ikke gider engagere sig i EU.
Der kan i varierende grad være noget om snakken, hvad disse forklaringsmodeller angår, men ingen af dem dur som undskyldning for at blive væk fra søndagens afstemning. Uanset om partierne er for sløve, eller parlamentet for bureaukratisk, så står vi over for en stribe akutte problemer, der kun kan løses på tværs af grænserne. Det gælder klimaforandringerne, migration fra Mellemøsten og Afrika, trusler fra ekstremister af forskellig observans og den hastige forværring af det sikkerhedspolitiske klima på vores kontinent.
EU er ikke altid et optimalt instrument, hvad angår hurtig og effektiv problemløsning, men det er i mange sammenhænge det eneste instrument, vi realistisk set disponerer over. EU er et meget godt billede på de uperfekte nationalstater, i hvis billede det er skabt, og med 27 par hænder på rattet er slinger uundgåelig. Men man kører oftest i den rigtige side af vejen og overholder generelt de internationale færdselsregler. Det er ingen ringe bedrift i den verden, vi lever i.
EU’s relative succes kan måles på flere parametre. Ét er, at der i dag er meget få overbeviste EU-modstandere tilbage. Selv kræfter, mange vil betegne som rabiate og anti-europæiske, f.eks. nationalisterne i Tysklands AfD, accepterer nødvendigheden af et samarbejde.
Et andet er den kø af lande fra Ukraine over Georgien til Vestbalkan, der står uden for EU’s porte. Det er ofte i Europas periferi, at hengivenheden over for de europæiske værdier er særligt tydelig. EU kan blive bedre til mangt og meget – det vil de fleste medgive – men det er kun os, der kan skabe den forandring. Derfor er det vigtigt, at vi møder op og stemmer søndag.