Skuddene i Slovakiet er en udfordring for hele Europa
Attentatet på den slovakiske premierminister, Robert Fico, er et foruroligende tegn på voksende aggression og splittelse i Europa. Det er en udfordring, demokratierne ikke må sidde overhørig.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Politisk magt vokser ud af et geværløb,« lyder en af Mao Zedongs berømte aforismer. Den kinesiske tyran var med sin kommunistiske eventyrpolitik hovedansvarlig for snesevis af millioner menneskers død og satte sit lands udvikling tiår tilbage. Men han vidste noget om magt og om geværløb.
I Europa lever vi på et kontinent, der længe har haft det sjældne privilegium at kunne se stort på risikoen for katastrofale konflikter og voldelige omvæltninger. Kun et forsvindende lille mindretal af europæerne – dem, der er højt oppe i 80’erne og ældre – har en personlig erindring om de uhyggelige konsekvenser af en storkrig. Trods konflikter i Jugoslavien i 90’erne og starten af 00’erne og den russiske optrapning i Ukraine siden 2014 har vi på hovedparten af kontinentet kunnet vælge at knibe øjnene sammen og i stedet glæde os over øget velstand og politisk stabilitet. Den illusion mistede vi først i februar 2022, da den russiske storoffensiv i Ukraine gjorde det umuligt længere at se bort fra krigens realitet.
På samme facon er politisk vold noget, vi over lange stræk har haft mulighed for at ignorere. Der har været episoder hist og her gennem årene, men siden 1970’ernes terrorisme i lande som Tyskland og Italien ikke i et omfang, som har sat spørgsmålstegn ved vores samfunds politiske grundlag.
Meget tyder på, at vi også her står ved en skillevej. Attentatet mod den slovakiske premierminister, Robert Fico, onsdag kommer på et tidspunkt, hvor der meldes om en foruroligende stigning i den politiske vold i store europæiske lande som Tyskland og Frankrig. Den krasbørstige Robert Fico er med sine rødder i populistiske og nationalkonservative miljøer en skikkelse, der skiller vandene. Der kan være grund til at tage afstand fra hans snæversynede og nationalegoistiske opfattelse af Ukrainekonflikten.
Men det er helt uvæsentligt i denne sammenhæng – for det er den demokratisk valgte premierminister i EU- og Nato-landet Slovakiet, som er hårdt såret, og pistolen, der blev affyret mod Fico, sigtede ikke kun på en konkret politiker, men på hele det demokratiske system i det centraleuropæiske land. Demokrati er ingen selvfølgelighed i Slovakiet, der har lidt under både kommunistiske og fascistiske systemer, og der lyder advarsler om, at drabsforsøget kan udløse skærpede konfrontationer.
Gerningsmanden er tilsyneladende en ældre slovakisk forfatter, måske sindsforvirret, i hvert fald med sære og modstridende politiske idéer. Man kan trække på skulderen og afskrive det som en enkeltstående episode, men typer som manden, der onsdag trykkede på aftrækkeren, kan genfindes overalt i Europa, hvor konspirationsteorier, fjendebilleder og uforsonlig retorik skygger for realiteterne og ødelægger den seriøse politisk debat.
Det er blevet til hverdag – også i Danmark – at valgte politikere bliver buhet ud, svinet til på de sociale medier, forfulgt og chikaneret. Årsagerne kan være forskellige – vrede over tiltagene i coronaperioden, uenighed om udlændingepolitikken eller skænderier om situationen i Mellemøsten. Fællesnævneren er en forråelse af den politiske samtale, der kan udnyttes af kræfter, som ønsker at så splid og fremme vold.
Det er på tide, at demokrater, uanset ideologisk observans, træder i karakter i forsvaret for en åben og pluralistisk debat og trodser de mørkemænd, som vil trække Europa tilbage til en situation med krig og kaos. Vi må ikke sidde advarslen fra Slovakiet overhørig, for ellers risikerer vi, at det bliver mændene med geværløbene, som kommer til at bestemme over vores fremtid.