Vi må have en ærlig snak om kammerat Xi
Ønsketænkning er en dårlig rettesnor i udenrigspolitikken. Europa har brug for robust realisme i relationerne til Kina.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Han synes at være alle steder, ofte med et vagt gådefuldt smil om læberne. Sidste måned modtog han den tyske kansler, Olaf Scholz, i Beijing, denne uge var han bl.a. i Paris til samtaler med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ventes at aflægge ham en høflighedsvisit senere i maj.
Vi taler om Kinas enevældige præsident, Xi Jinping, landets stærkeste leder siden tyrannen Maos dage; en 70-årig mand, som har regeret i Beijing siden 2012 og ikke har nogen klar udløbsdato stemplet i sine papirer.
Xi oplevede som ung mand Maos blodige og kaotiske ”kulturrevolution”, men i modsætning til andre, som efter dette rædselsregimente tog afstand fra kommunismen, valgte den talentfulde teknokrat at gøre karriere i partiet og endte på dets højeste post.
I takt med Kinas spektakulære økonomiske fremgang har det kommunistiske bureaukrati, der politisk holder landet i et jerngreb, øget ambitionerne. Undertvingelsen af Hongkong og truslerne mod Taiwan viser et Beijing, der ønsker at omveksle økonomisk pondus i geopolitisk magt.
Der er ingen grund til at forvente, at europæiske ledere kan ændre på dette kun ved hjælp af håndklaver og den charme, de måtte være i stand til at opbyde.
Idéen om, at øget handel og samkvem næsten per automatik ville føre til demokratisk forvandling, plagede i årevis Europas forhold til Moskva. Der er ingen grund til at gentage den type fejltagelse i relationerne med Kina. I stedet er der behov for en robust realisme i forholdet til Beijing.
Med sin undersøgelse af kinesisk statsstøtte til landets elbilbranche, begyndt sidste efterår og nu i fuld fremdrift, har EU-Kommissionen trukket en nødvendig streg i sandet. For det er uholdbart, at samhandlen skævvrides, og Europa af den grund må trækkes med gigantiske underskud på handelsbalancen.
Politisk er der også brug for klarere tale. Kina har haft for let spil i at sætte lus i den europæiske skindpels – meget symptomatisk stoppede Xi på sin Europa-tur i Ungarn og Serbien, to af de stater, der ofte gør sig ud til bens i europæisk sammenhæng med bl.a. pro-russiske synspunkter.
Særligt hvad angår krigen i Ukraine, er det nødvendigt at få forklaret kammerat Xi, at det vil have uundgåelige konsekvenser for relationerne, hvis Kina ikke tager sig sammen til at spille en konstruktiv rolle.
Ind til videre har kineserne kørt på frihjul i forhold til konflikten, hjulpet russerne i det dulgte og spist Vesten af med en omgang kalorielet pølsesnak. Men det er uacceptabelt, at en økonomisk nøglepartner for Europa bistår en aggressor, hvis handlinger truer fred, frihed og velstand på vores kontinent.
Kina er et af verdensøkonomiens absolutte omdrejningspunkter – landet står for ca. 17 pct. af det globale bnp. Det øger de risici, der er forbundet med at etablere en fast linje, fordi alvorlig søgang i forholdet kunne udløse en verdensøkonomisk krise.
Men en sådan krise ville ramme Beijing fuldt så hårdt som Europa, og det burde give parterne et kraftigt incitament til at undgå et større nedbrud i forholdet.
Udgangspunktet er, at vi må kalde tingene ved deres rette navn og forvente et adækvat svar fra Beijings side, for nok står der stadig kommunist på præsident Xis medlemskort, men nogen revolutionær eventyrpolitiker er han ikke.