Lad nu politikerne hore og drikke, som de vil
Ny bog skaber overskrifter om Lars Løkke Rasmussens alkoholvaner. Så forudsigeligt, så bundløst, så nemt. Jyllands-Posten mener, at han og andre politikere må drikke præcis så meget, som de vil – så længe de kan passe deres arbejde.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En ny bog kaster lys over drukkulturen i dansk toppolitik. Ekstra Bladet opsummerer ”Toppolitikere på stribe: Udstiller Løkke som drukmås”. For ikke overraskende går Lars Løkke Rasmussens navn igen. Han har i mange år været forbundet med fadbamserne, og fred være med det. Bogen er skrevet af Jacob Pedersen, journalist og uddannet i statskundskab. Og den er bygget op om 16 interview med politikere, der fortæller om alkoholkulturen i dansk politik. Nogen bestseller bliver det næppe. Men den har alligevel skabt lidt overskrifter i løbet af ugen, fordi det våde tema er godt snask, fuld af klik. Lad os derfor i denne anledning skåle på privatlivets fred, en meget vigtig samfundsværdi i Danmark.
Sammenligner man den danske presse med landene omkring os, så har vi meget anderledes standarder for, hvad der omtales i pressen. Ikke desto mindre findes der også en parallel frekvens i Danmark, hvor der sludres, sladres og etableres sandheder, som går fra mund til mund og bliver til fælles forståelse. Der snakkes. Og det er lidt på den frekvens, at den nye bog sender. For her får mange indsigtsfulde profiler lov til at udtale sig om alkoholvaner i politik. Som et generelt tema, der kan være fint at bringe op. Men flere af dem nævner så Løkkes som eksempel på en alkoholkultur, der flyder sammen med den professionelle kultur. F.eks. forklarer tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at han aldrig tog bil til møder med Løkke på Marienborg, for han kunne sjældent køre derfra igen. Her er det lige så meget sig selv, Thulesen Dahl udleverer, for nogen tvangsindtagelse var der vel ikke tale om fra den daværende statsministers side.
Vi har ikke lovgivning, som regulerer alkoholindtag. Til gengæld har vi lovgivning, der regulerer færdsel, arbejdsmiljø og meget andet. Men hvor meget politikerne drikker, må de simpelthen selv om, så længe de passer deres embede. Kan man dokumentere, at de ikke gør det, så er der en væsentlig historie at fortælle.
Så vil det være vigtigt og væsentligt for vælgernes evne til at kontrollere magthaverne. Men drejer denne debat sig i virkeligheden bare om kulørt forargelse og sladder om den ene eller den andens laster, så lad os for guds skyld ikke lave mere journalistik ud af det. For så skrider der noget vigtigt, en grænse mellem det private og professionelle, som ingen er tjent med. Skal alle ledere og direktører måles på deres alkoholvaner eller deres utroskab? Mange danske mænd køber sex, skal det være offentligt, hvem de er? Mange spiser usundt, flyver forurenende på ferie, skal vi bede om deres kost- og rejseplan, så vi kan svælge i det? Nej. Det er private laster og moral, som ikke er reguleret ved lov, men som vi gerne vil dømme alligevel. Det hører ikke hjemme i den offentlige samtale, hvor politikerne i forvejen er pillet ned som stadig mere sølle autoriteter, der i længden svækker hele vores demokrati.
I Udenrigsministeriet anser mange Lars Løkke Rasmussen for at være den bedste udenrigsminister i nyere tid. Det skal selvfølgelig heller ikke meget til at overgå Jeppe Kofod, som vi stadig kun husker for én ting, for der er måske alligevel moralske grænser. Eller Anders Samuelsen, som vælgerne til sidst smed helt ud af Folketinget. Alligevel er der nok en sandhed i, at Løkke er en af de dygtigste toppolitikere i vores tid. Enig eller uenig med ham, hæderligt ser hans indsats da ud målt i valgresultater.
Lad nu politikerne hore, drikke, ryge, spise, leve, som de vil. Og så lad os måle hinanden på resultater og egenskaber.