Sundhedsskandalen fortsætter: I Danmark må vi gerne dø af kræft

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Dødsensfarlig. Sådan kan man uden overdrivelse beskrive retstilstanden eller mangel på samme for de kræftpatienter, der svigtes af vores sundhedsvæsen. I en ny beretning fra Statsrevisorerne kritiseres regionerne for at bryde ellers klare regler om, at en udredning af bl.a. kræftpatienter må vare maksimalt 14 dage. Statens revisorer udtrykker skrap kritik af landets fem regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Et par eksempler fra beretningen: 14 pct. af kræftforløbene svarende til 16.300 er ikke startet i behandling inden for tidsfristen og 6.500 forløb uden en gyldig årsag. Regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke enige om, hvad et tilbud om behandling et andet sted skal indeholde, for at patientrettighederne er overholdt.

Danske regioners modsvar eller rettere modangreb er at sætte spørgsmålstegn ved den undersøgelse, der ligger til grund for beretningen. Den er baseret på stikprøver, og den metode er problematisk, mener regionerne. Dog ligner det en tilståelsessag, når formanden for sundhedsudvalget i regionerne, Karin Friis Bach, udtaler: »Vi anerkender, at der har været uklarhed både om fortolkning af regler og i dokumentationen.«

Denne reaktion er et godt eksempel på, hvorfor der er lange udsigter til en løsning. Myndighederne mundhugges, ingen påtager sig et ansvar. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) meddeler, at hun ser på kritikken »med stor alvor«. Det er godt nok en gratis omgang, for hvad kan den ansvarlige minister ellers sige?

Når Karin Friis Bach erkender, at der har været uklarhed om fortolkningen af reglerne, bliver det for alvor pinligt. Sundhedsstyrelsen har opdateret sin vejledning, og læser man den, er der ingen tvivl om reglerne. Rettighederne, der er lovfæstede og udmøntet i vejledningen, er beskrevet let forståeligt: »Den maksimale ventetid fra samtykke til en konkret behandling til tilbudt dato for start på behandling er 14 kalenderdage.« Det behøver man vist ikke tolke, det er klar tale.

Vejledningen er kendetegnet ved en usædvanlig detaljeringsgrad. Der er beskrivelse af håndtering af kræft i blæren, brystet og tarmen for blot at nævne nogle af detaljerne.

Sophie Løhde og Folketinget skal anerkendes for at have taget initiativ til at få løst problemerne. Men det tager tid, før disse initiativer for alvor får virkning. Og hvordan er kræftpatienter og andre med alvorlige sygdomme stillet i mellemtiden? Det store spørgsmålstegn er: Hvorfor kan regionerne med bind for øjnene ikke følge enkle og letforståelige regler? Hvis vi andre går over for rødt, bliver vi straffet. Og ligesom regionerne kan vi løse problemet selv ved ikke at gå over og regionerne ved at følge loven og den meget klare vejledning. Hvor svært kan det være? 14 dage, hvad er der at være i tvivl om?

Skandalen – for det er det eneste fuldt dækkende ord – sætter igen spørgsmålstegn ved regionernes berettigelse. Regionerne kan ikke håndtere sundhedsvæsenet, og en kritik af Statsrevisorerne er upassende og mangel på respekt over for de alvorligt syge danskere, der reelt er i livsfare på grund af sjusk, lovbrud og manglende ledelse. Der er ingen undskyldning. Er der problemer med at løse den ellers enkle opgave på grund af manglende kapacitet, »skal regionen proaktivt indgå aftaler med andre relevante sygehuse i Danmark eller i udlandet,« lyder det klokkeklart i vejledningen. Sundhedsvæsenet har ansvaret for at gøre danskerne raske – ikke for at gøre dem mere syge.