Håb synes eneste, men håbløse strategi for Troels Lund Poulsen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Om morgenen lørdag den 6. april lagde Danmarks forsvarsminister og Venstres partiformand et opslag på Facebook: »Det må aldrig ske igen,« skrev han, og med de seneste dages voldsomme dønninger i Forsvaret in mente skulle man mene, at det ikke må ske igen, at danske soldater sendes i krig med fejlbehæftet eller gammel ammunition. Men det var ikke det, som Troels Lund Poulsen hentydede til.

Billedet, som ledsagede opslaget, viste hverken fregatter eller fejlslagne missiler, men flygtninge, som krydsede autoværnet på en dansk motorvej. Troels Lund Poulsen kom ikke nærmere ind på, hvordan det aldrig kan ske igen.

Det skulle man læse Politiken for at finde ud af. I kommentarsporet havde Troels Lund Poulsen lagt et link ud til et interview med overskriften: »Troels Lund Poulsen smider udlændingekortet i sin første valgkamp som formand«.

I Venstres partihistorie står udlændingepolitikken stærkt. Takket være den og skattestoppet fravristede Venstre i 2001 regeringsmagten fra Socialdemokratiet. Men Troels Lund Poulsen burde have været forsvarsminister længe nok til at vide, at man ikke skal udkæmpe en ny krig, som var det den forrige og med samme midler. Meget er forandret, siden Venstres daværende formand Anders Fogh Rasmussen igen og igen kunne bruge udlændingekortet som våben over for et splittet Socialdemokrati og med Dansk Folkeparti som loyale støtter. Siden har Venstre uden det store held forsøgt sig med løfter om »straksopbremsning«.

Når man befinder sig i helvede, er der kun én udvej: blive ved med at gå og håbe på at nå igennem med nogenlunde alle tropper intakte. Når Troels Lund Poulsen ser tilbage, ligner det bogstaveligt talt en slagmark, hvor de sidste partikrigere bruger kræfterne på at bekæmpe hinanden, og hvor pensionerede skrivebordsgeneraler kommer med både kritik og gode råd, som bestemt ikke gør det lettere for hærføreren at få styr på tropperne. Venstres tidligere partisekretær, finans- og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har i Berlingske peget på Alex Vanopslagh som det mest oplagte bud på en borgerlig statsministerkandidat og Lars Løkke Rasmussen som et spiseligt alternativ.

Venstres situation minder om Socialdemokratiets, da det stod værst til. Partiet blev martret af interne kampe og forsøg på at holde fast i en fortælling, som tiden længst havde overhalet. Socialdemokraterne som Danmarks arbejderparti, Venstre som Danmarks bondeparti.

Med styrtdykkende meningsmålinger og udsigt til den første egentlige styrkeprøve ved EU-valget til juni med et parti, som ikke har en profil og længe ikke har haft det, er der rigeligt med problemer til at beskæftige en Venstreformand. Også forsvarsministeren har nok at se til med et forsvar, hvor forliget er ved at smuldre på spørgsmålet om kvindelig værnepligt, hvor flere topfolk er væk, og hvor der knapt kan åbnes et skab, uden at skeletterne falder ud. Troels Lund Poulsen står på flere brændende platforme.

At netop Claus Hjort Frederiksen i ramme alvor kan nævne Vanopslagh som statsminister, er illustrativt for, hvor dyb krisen er. Liberal Alliances korte visit som regeringsparti gør ikke, at det unge parti erfarent til at forvalte magten med alle dens facetter og svære beslutninger. Lige så illustrativt er håbet om, at Mette Frederiksen forlader dansk politik. Fordi det kan give Troels Lund Poulsen en genstart. Den triste virkelighed er, at Troels Lund Poulsen har mistet både initiativret og styring. Tilbage står håb som eneste strategi. Det er håbløst.