Sverige er på vej ind i Nato. Men det holdt hårdere end nødvendigt
Vestens enhed har ikke brug for den støj, som Erdogan og Orbán har skabt om Sveriges snarlige optagelse i Nato.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det var en af den slags nyheder, hvorom man kan sige, at den har været ventet længe. Men at man efterhånden også gerne ville se den tikke ind, før man troede på den. Mandag ratificerede det ungarske parlament landets ja til at lukke Sverige ind i Nato. Omsider.
Der skulle gå 21 måneder og et urimeligt politisk spilfægteri mellem Sverige og Nato på den ene side og først Tyrkiet og siden Ungarn på den anden, før alliancen lige om lidt kan få endnu et nordisk medlem.
Det har været en alt for lang proces, før den nationale neutralitet omsider kunne pakkes væk hos broderfolket. Først Recep Tayyip Erdogan og siden Viktor Orbán har (mis-)brugt Sverige og forsvarsalliancen til noget, der ligner opportunisme og studeprangeri.
Først var der tyrkiske beskyldninger om, at Sverige var en regulær terrorrede, og siden kom Rasmus Paludans afbrænding af Koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm behændigt brugt til at give Nato-partnerne endnu en halvleg på pinebænken.
Og Orbán? Han har også nydt duften af den svenske appelsin i sin magt-turban. Men til sidst fik han to svenske Gripen-fly, så selv om der stadig mangler den ungarske præsidents signatur, må man tro, at den kommer. Til sidst.
På alle måder har det være uskønt at være tilskuer til. Ikke mindst i en tid, hvor enhver vaklen kan udnyttes af modstanderne. Erdogan og Orbán dyrker deres dobbelte venskab med Putin og Vesten og forstår at udnytte det til egen fordel.
Heldigvis har deres kræmmersjæle ikke for alvor kunnet drive kiler ned i det europæiske sammenhold, men de udgør en ubekendt faktor, som ingen på denne side af et nyt jerntæppe har brug for. Sammen med den nye slovakiske leder Fico og udsigten til et mere højredrejet Europa efter sommerens valg til Europa-Parlamentet er det ikke kun frygten for fire år med Donald Trump i Det Hvide Hus, der bekymrer hovedparten af de europæiske ledere. Europa – og Nato – skal fortsætte med at tætne ethvert forsøg på interne sprækker i enheden.
Det siger noget om situationens alvor, at Sverige har ønsket at tage afsked med 200 års konsistent neutralitetspolitik i lyset af truslen mod øst. Denne trussel har landet jo levet med i – ja, omtrent alle 200 år – og selv under Den Kolde Krig brølede den russiske bjørn aldrig højt nok til at få svenske politikere til at vakle i troen på, at man kunne klare ærterne selv. Ikke engang en vildfaren sovjetisk ubåd i skærgården rokkede den båd. Og når man nu forlader denne tankegang, justerer det givetvis også en hel del ved den ellers altid ret solide svenske selvopfattelse.
Men det giver god mening i en tid med stor usikkerhed over for, hvad der sker – og hvad der kan ske. Vi er i Danmark for eksempel holdt op med at fnise over svenskernes formaninger om at samle forråd og batteridrevne radioer – og er selv ved at besinde os på, at næste gang kan et hackerangreb gå ud over noget andet og større end Thisted Lufthavn. Og at dåsemad i kælderen ikke er forbeholdt særlinge – eller svenskere. Og nej, vi bryder os ikke om at tænke på det, der kan ske. Også derfor er den tryghed, der findes i ikke at være ladt alene, væsentlig.
Så kan vi blot håbe på, at vi kan koncentrere os om udfordringerne udefra – og ikke også igen skal bakse med interne bagstræbere og opportunister som dem, der har forhalet Sveriges indtræden i Nato.