Når den grønne omstilling føles som en stor sort hånd
Den grønne omstilling skal ikke bremses. Men den skal heller ikke tromle befolkningen.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Da diskussionen om, hvorvidt Danmark skulle have atomkraft, rullede i 1970’erne, blev ja-sigernes holdning sarkastisk udlagt som ”bare det der atomkraftværk altså ikke lige skal ligge, hvor jeg bor”.
Eller som Niels Hausgaard udtrykte det: »Men værket ska leej på Sjællaj, hår vi tentj/ heller Fyn hæen i dæj øeste æej?«
Underforstået: Hvorfor skal alt det grimme per automatik bare ligge i Jylland?
Den grønne omstilling har vakt den diskussion til live igen. Lige nu er beboerne i nærheden af testcentret for vindmøller i Østerild stærkt bekymrede ved udsigten til at blive naboer til vindmøller på op til 450 meter.
Udover udsigten til ekspropriation er de bange for, at det vil affolke det i forvejen tyndtbefolkede område i Thy. Små samfund, der efter eget udsagn er nære og velfungerende – men også sårbare over for så markant en udefrakommende indgriben.
Jo, men vi må alle bære vores del af ansvaret for den grønne omstilling, lyder forsvaret fra politikere og grønne aktører. Det koster at blive grøn. Ikke kun i kroner og øre, men altså også for dem, der lige pludselig bor midt i den selvsamme grønne omstilling. De har hele tiden boet i det grønne, i et område, der er berømmet for sin enestående natur.
Beboernes bekymring og protest er helt forståelig. Hvem ville bryde sig om at have en mølle stående i nærheden, der er 150 meter højere end Eiffeltårnet?
De møller, der allerede er opført på testcentrets grund, er omkring 200 meter høje og synlige langvejsfra, ikke mindst i den mørke nat, der indtil for nylig var naturlig mørk på de kanter. Ligesom de røde blink fra de kystnære havvindmøller, der er opstillet flere steder ud for Vestkysten, har forandret landskabet både i dagslys og om natten.
Det er for nemt at beskylde de bekymrede stemmer for at være bagstræberiske, når de ikke ønsker at blive tvunget til at flytte eller se deres lokalsamfund afviklet på grund af ”udviklingen”.
Selv om Østerild og omegn ikke ligefrem er det mest befolkningstætte område i vores lille land, har de mennesker, der bor der, lige så stort et krav på at blive lyttet til som folk, der bor skulder ved skulder i København. Og den grønne omstilling, som blandt andet skal gøre os mere uafhængige af despoter og oliesheiker, risikerer at spænde ben for sig selv, hvis den føles som den store sorte hånd, der ommøblerer både tilværelsen og landskabet.
Men nu er beslutningen så truffet om at undersøge muligheden for at hæve højden på testmøller i Østerild. Området var sammen med Ballum Enge i Sønderjylland med i opløbet. At man i det hele taget kunne foreslå området ved Vadehavet, var et ildevarslende signal om, hvor lidt sammenhæng der åbenbart er mellem hensynet til den naturlige natur og den projektskabte ”grønne omstilling”. Ballum Enge ligger i et område, hvis unikke økosystem har placeret det på Unescos verdensarvsliste.
Løsningen er ikke at stille en kæmpevindmølle op på Rådhuspladsen i København – selv om den nok skulle få en og anden til at tænke lidt over, hvor højt 450 meter egentlig er. Løsningen er at rykke de testområder, der skal sikre vindmølleindustrien ny viden, ud til de områder, hvor de er tiltænkt. Ud på havet med dem – langt ud på havet. Eller afprøv møller i simulatorer. I stedet for at jævne et naturområde og efterlade et lokalsamfund med en begrænset tiltro til, at det også tæller i det store regnskab.