Navalnyjs død er et ikonisk øjeblik, som Europa er forpligtet på at gribe

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mange har måttet lade livet før ham. I den forstand er Aleksej Navalnyj endnu et nummer i rækken af russiske borgere, som kom Kreml på tværs. Og som har betalt med deres liv for deres vedholdenhed og stædighed.

Men hans død, håndteringen af den og det faktum, at adskillige mennesker blev anholdt, da de udførte den respektfulde handling, som det er at mindes den døde med blomster og blafrende lys, vil stå som et ikonisk øjeblik. Nemlig, da det for alvor gik op for borgere i verdens frie, demokratiske samfund, hvem ikke alene Ukraine, men os alle sammen er oppe mod: en kynisk, brutal hersker, som ikke skyr nogen midler, og som ikke kender til grænser. Det spørgsmål, som mange stiller, er: Hvem bliver den næste? Og dette hvem er ikke forbeholdt russiske borgere.

Fra officiel side er der ikke sluppet meget ud om omstændighederne omkring Navalnyjs død. Men det, som det trods alt er lykkedes nogle medier at opspore, tegner ikke noget rart billede: For det første beretninger i Novaja Gazeta, som med en anonym paramediciner som kilde rapporterer, at liget havde blå mærker i hovedet og på brystkassen. For det andet tyder flere oplysninger på, at Navalnyj ikke som hidtil hævdet har fået det dårligt under en gårdtur, mistet bevidstheden og afgået ved døden, efter at personalet i straffekolonien IK-3 havde forsøgt at genoplive ham.

Tværtimod er ordet ”tilfældigt” nok det mindst dækkende over dødsfaldet, som synes planlagt ned til mindste detalje – misinformation medregnet. Som USA’s præsident, Joe Biden, har udtrykt det: »Russiske myndigheder vil fortælle deres egen historie. Men tag ikke fejl. Putin er ansvarlig for Navalnyjs død.«

At ingen skal sætte spørgsmålstegn ved den officielle udlægning af sandheden endsige vise medlidenhed med eller respekt for den afdøde, understreges af den kontante medfart, som russiske borgere fik, da de i weekenden efter Navalnyjs død lagde blomster på gaden. Flere af dem særdeles velanbragte ved mindesmærker for Sovjetunionens ofre. Svaret var anholdelser, fængselsstraffe og en nærmest manisk rengøring. Ikke en blomst måtte visne, ikke et lys måtte brænde ud.

Det er, hvad vi er oppe imod. Det er, hvad vi skal være forberedte på, og i den virkelighed nytter det ikke at tale om, hvordan man når eller forstår Putin.

Selv under fornedrelsens mest ydmyge omstændigheder står mennesket tilbage med et frit valg: muligheden for at vælge, hvilket menneske man vil være. Navalnyj valgte værdigheden og håbet. I sig selv en kraftpræstation i en fangelejr nord for polarcirklen. Med sin rolige, oprejste, under tiden smilende facon viste han styret trods.

»Jeg er ikke bange. I skal heller ikke være bange.« Ordene er ikke Navalnyjs, men kommer fra hans enke, Julia Navalnaja, som mandag i en videomeddelelse bad om støtte til at føre kampen videre og gjorde det klart, at Putins hensigt ikke kun var at dræbe personen Aleksej Navalnyj, men også det håb, som han repræsenterede. Enken er ikke i tvivl om, hvorfor Putin slog hendes mand ihjel. Det må vi andre heller ikke være.

Aleksej Navalnyjs død var ikke et hændeligt uheld. Den var planlagt, fordi den har et højere formål. Det skal vi vide. Det skal vi agere efter.

I mange år har Putin kunnet spille skak, mens Vesten stillede op til ludo. Den 24. februar 2022 står printet som den dag, da det gik for de fleste, hvilke spilleregler Rusland benytter. Nu kan og må ingen være i tvivl.