Fem statsministre før Mette Frederiksen har forsøgt sig med samme øvelse

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Du bliver aldrig for gammel til at have det godt.« Sådan lyder titlen på regeringens variant af en gammel klassiker: Ældreplejen. De, som er tilpas gamle, vil måske få det mindre godt, når de går tilbage ad erindringens lange landevej og støder på: »Uden en ældreomsorg har vi ikke et velfærdssamfund, der er værd at tale om. Men derfor kan vi godt gøre det bedre.« Sagt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1999. Efter ham fulgte Anders Fogh Rasmussen (V), som i 2001 ville gøre op med minuttyranni og stramme tidsskemaer: »Det er en kold, steril fagforeningsmentalitet, og det er det stik modsatte, der er brug for, nemlig en varm omsorg,« lød det i Foghs version.

Da Lars Løkke Rasmussen (M) sad som Venstre-statsminister, ville han »sætte ind over for det voksende bureaukrati og sætte borgere, ledere og medarbejdere i centrum«. »Vi skal sætte heltene på gulvet fri og skabe rum til at yde den bedste service for borgerne,« som han tweetede før et møde om sammenhængsreformen.

Helle Thorning-Schmidt (S) afsatte 1 mia. kr. til ældre med en besked om, at kommunerne selv måtte bestemme, »om de vil bruge pengene til at tilbyde de ældre mere rengøring, flere bade eller mere genoptræning«, blot der var dokumentation for, at de blev brugt til reelle forbedringer for de ældre. Og nu lover Mette Frederiksen (S) »et opgør med new public management og 30 års overstyring af den nære velfærd, vi har set«.

Man kan roligt konstatere, at der også i hendes egen regering sidder folk, som kan bidrage til at forklare, hvad der er gået galt de mange andre gange, hvor regeringer har haft de helt store ord fremme og givet borgerne en forventning om, at nu gjaldt det varme hænder, nærhed og omsorg.

Når Poul Schlüter (K) tælles med i ligningen, så er resultatet, at Mette Frederiksen er den sjette statsminister, som bebuder et opgør med det regeltyranni, som er knyttet til velfærdsstaten. Betegnende nok allerede ved indgangen til 2022, da hun som leder af en socialdemokratisk etpartiregering sendte befolkningen ind i det nye år med ordene: »Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer. Det tærer på arbejdsglæden. Det gør det svært at rekruttere. Og det giver en velfærd, der ikke altid lever op til forventningerne.«

Rent rutinemæssigt bliver forslagene modtaget med forventning om, at der endelig sker noget. Denne gang ingen undtagelse. Men som det dog påpeges af Djøf, så »er det vigtigt, at politikerne er klar til at give de lokale ledelser ansvaret for at løse de problemer, der potentielt kan opstå, i stedet for at komme med ny lovgivning, når en sag opstår«. Sagt på en anden måde: Kan regeringens reform holde til endnu en tv-dokumentar, som viser, at fru Hansen forsømmes, og at der er forskel på Jensen i Skjern og Varnæs i Humlebæk?

I bogen ”Entreprenørstaten” har Sigge Winther Nielsen glimrende dokumenteret, hvad der sker, når højtprofilerede reformer forsvinder fra politikernes fordør og henvises til det mere kedelige implementeringsarbejde ved bagdøren.

Tiden må vise, om dette forsøg på at skabe en værdig ældrepleje vil få en anden skæbne end de forrige. Hvem vil argumentere imod værdier som selvbestemmelse for den ældre, tillid til medarbejderne og lokalt fællesskab? Ældreloven skal efter planen træde i kraft den 1. juli 2025, et års tid før næste valg. Når problemerne begynder at vise sig, er Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre et nyt sted. Måske hvert sit sted.

Som med så mange andre forsøg på at reformere den kolos, som velfærdssamfundet også er, er der kun ét at gøre: Krydse fingrene og håbe på, at det denne gang må lykkes. Man bliver aldrig for gammel til at håbe.