I kan ikke regne med, at de pårørende kan løse flere opgaver for samfundet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mange af os har været der; hjulpet et ældre familiemedlem på toilettet, givet medicin, redt hår, hængt i telefonkøen til lægen og ganske ofte også forsøgt at kommunikere med en rar, men fortravlet, dårligt dansktalende sosu-assistent på et midlertidigt plejehjem.

lfølge en Voxmeterundersøgelse fra 2021 hjælper 24 pct. af befolkningen en eller flere ældre familiemedlemmer – over en million danskere er altså pårørende og tager dermed ofte plejeopgaver på sig.

Mange kender dermed frustrationen, har fulgt de kommunale nedskæringer – og frygter at få omfattende plejeopgaver for ældre familiemedlemmer. Og kan med gru se frem til, at vi selv står i en værre situation en dag. Eller som Jane K. Nielsen beskrev det i Jyllands-Posten fredag: »I kølvandet på mine forældres plejeforløb er jeg ikke længere bekymret for at blive at gammel. Jeg er rædselsslagen.«

Danmarks Statistik har netop undersøgt udviklingen i pårørendeopgaver for Ældre Sagen. 1.600 tilfældigt udvalgte voksne børn til hjemmehjælpsmodtagere har svaret på spørgsmål om tidsforbrug og opgaver, og udviklingen er ildevarslende. For ikke bare lægger de pårørende mange flere timer om ugen og løser flere opgaver i forhold til 2015. Det er nu også dokumenteret, at flere pårørende selv angiver, at de bliver fysisk og psykisk nedslidte af at hjælpe – flere i en grad, så det påvirker deres egen arbejdsindsats. Det er en alvorlig advarselslampe, som bør give ældreminister Mette Kierkgaard anledning til at trykteste det store ældreudspil, der præsenteres tirsdag i Kolding.

For hele ældreområdet er smerteligt udfordret. Vi har nu i månedsvis ventet på at høre, hvad man politisk vil gøre ved det. Af uransagelige grunde er regeringens store ældreudspil først udskudt og siden delt op i småbidder.

I regeringsgrundlaget var en omfattende frisættelse af den offentlige sektor en hjørnesten, og det er i den grad velkomment. For der er tydeligt brug for flere frie valg, som regeringsgrundlaget lagde op til med ordene: »Derfor ønsker vi et samfund, hvor der er større tillid, flere muligheder og mere frihed til, at borgerne kan vælge den velfærd og den service, som passer bedst til dem.«

Siden er delplaner om bl.a. lokalplejehjem, helhedspleje, løn under sosu-uddannelse, teamtænkning og sosu’er fra Indien og Filippinerne kommet til. Og ældreministeren taler varmt om, at pårørende skal »forlænge hverdagslivets glæder og bidrage med glæde, varme og omsorg«. Det lyder fint alt sammen, men ikke bare mangler det samlede overblik over, hvordan det hele skal realiseres – nu står noget af det også i skærende kontrast til de tunge opgaver, som både Jane K. Nielsen beskriver om plejen af sin far – og som fremgår af Ældre Sagens store undersøgelse.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger klogt, at »vi skal på ingen måde pålægge pårørende og frivillige forpligtelser«. Vi tager ellers alle nok gerne ansvar for vores egne, men det skal være rimeligt, og byrden til at bære. Så hvordan det konkrete regnestykke præcist skal gå op, venter mange med rette meget spændte på.

Man kan ønske sig mere frihed på området – det må bare ikke betyde friheden til at gøre mere arbejde selv, for læsset er allerede ved at vælte for de pårørende. Så nu efterspørges der ikke flere ord, flere delplaner og mere debat, men konkret handling.