Tiden er inde til, at dansk erhvervsliv vender Kina ryggen
Der bliver sendt diskrete, men alvorlige nødsignaler fra verdens næststørste økonomi i disse uger.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det river og flår i fundamentet under ”verdens fabrik”, som kinesisk økonomi er blevet kaldt, siden udflytningen af produktionsarbejdspladser fra Vesten til Riget i Midten begyndte i 1980’erne.
Det er naturligt, at Kinas rolle i den anspændte geopolitiske situation har domineret omverdenens fokus på det seneste. For selvom Kina har holdt sig på sidelinjen i krigene i både Ukraine og Gaza, rumler risikoen for et militært angreb på Taiwan stadigt højere. Og flere års handelskrige med USA og EU øger kun usikkerheden om, hvilken rolle verdens næststørste økonomi skal spille i ”globaliseringen efter globaliseringen” – den verdensorden, der opstår, når kurven for alvor knækker for outsourcing-boomet.
Men sikkerheds- og handelspolitikken er langtfra de eneste usikkerhedsmomenter. Ret beset er den gyser, der udspiller sig i kinesisk økonomi, den vigtigste historie i verdensøkonomien lige nu. De realøkonomiske fakta er alt andet end betryggende. Kinas dybt forgældede ejendomsmarked har vaklet i årevis og krævet adskillige myndighedsindgreb for at slukke finansielle ildebrande.
Finansmarkedernes eksperter forventer stort set uden undtagelse, at den økonomiske vækst i Kina i år bliver væsentligt lavere end de 5 pct., som kommunistpartiet har som ubrydelig målsætning for sin planøkonomi. Den anæmiske vækst i verdenshandlen slår hårdt i et land, der trods store satsninger på ny teknologi fremdeles har størst tyngde som produktionscentral for varer, der eksporteres til Vestens købedygtige forbrugere.
Værre er, at Kina reelt ser ind i en periode med deflation – det vil sige lav vækst, dalende priser og et betydeligt pres på erhvervslivets indtjening og evne til at investere. Allerede nu betyder det ubalancer på det engang så eftertragtede kinesiske arbejdsmarked.
Selvom økonomien er under demografisk pres med en stor ældregeneration, er ungdomsarbejdsløsheden overordentligt høj. De eftertragtede højteknologiske job er blevet færre, og en ny generation af kinesere har ikke lyst til at følge forældregenerationerne ind i fabriksarbejdernes rækker.
Tilliden til kinesisk økonomi er belastet, og allerede nu befinder de lokale børsmarkeder sig på kanten af kollaps, fordi globale investorer trækker penge ud af landet. De ledende børsindeks har i de første uger af 2024 tabt mere end en tiendedel af deres værdi, og forleden løftede nyhedsbureauet Bloomberg sløret for et indgreb, der angiveligt skal pumpe op imod 2.000 mia. kr. i et kunstigt sikkerhedsnet under børserne.
Jo, det ser mørkt ud for kineserne. Så mørkt, at flere og flere økonomer forudser, at Kina er på vej mod japanske tilstande: årtiers vækstpause med fuldt stop for den dynamik, der igennem de seneste årtier har løftet hundreder af millioner ud af fattigdom og styrket kommunistpartiets jerngreb om magten over nationen.
Nogle – men langtfra alle – danske virksomheder har set lyset. De trækker produktion ud af Kina til fordel for mere politisk venligtsindede lokationer tættere på hjemmet. Det koster på kort sigt. Men i længden vil det at vende ryggen til autokratiske regimer med kunstigt oppumpede planøkonomier formentlig vise sig at være den bedste investering, virksomhederne kan gøre.
Det er – moralsk og forretningsmæssigt – på tide at forlade verdens fabrik, inden de økonomiske og geopolitiske tandhjul går i stå.