Politisk kamp, ikke forbud, er vejen frem i Tyskland
Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) er landet i en tysk vinterstorm med vindstyrke 12.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
De seneste dage har bragt afsløringer om underhåndskontakter mellem flere fremtrædende partimedlemmer og kendte højreekstremister, der bl.a. har klækket planer om storstilede deportationer af udlændinge og tyske statsborgere.
Det har udløst furore i landets medier og rejst en heftig debat om et forbud mod AfD – noget, der i hvert fald teoretisk er en mulighed under tysk lovgivning.
Man kan kun forstå denne diskussion, hvis man medtænker dens forudsætninger i en historie, der er væsentligt mere tragisk og voldsom end den danske. Tyskland i det 20. århundrede var præget af to ryggesløse diktaturer – det nazistiske (som bl.a. brugte stemmesedlen på sin vej til magten) og det stalinistiske i DDR helt frem til 1989.
Opfattelsen af, at man skal forsvare folkestyret om nødvendigt med probate midler mod trusler fra yderfløjene, gennemsyrer store dele af vælgerkorpset og det politiske system.
Mange af landets institutioner (f.eks. den indenrigske efterretningstjeneste Verfassungsschutz) er da også væsentlig længere fremme i skoene med overvågning og formaninger, end vi nok ville finde det passende i en dansk sammenhæng.
Men selv når man tager højde for disse forskelle og for, at kontrasterne i det tyske samfund er en hel del større end herhjemme, så er idéen om et forbud mod AfD hverken realistisk eller fornuftig. Man skal næsten 70 år tilbage i tiden for at finde det seneste forbud mod et tysk parti, og Tyskland har siden da overlevet mange omskiftelser – den venstreekstreme terrorbølge i 1970’erne er et eksempel – uden at ty til sådanne tiltag.
Vi er langt fra tilstande, som bør kunne rokke ved den grundlæggende politiske stabilitet i et Tyskland, der trods økonomiske og sociale udfordringer er velhavende, oplyst og ressourcestærkt nok til at sikre ordnede forhold i sit politiske liv uden at skulle ty til domstolene som nødbremse.
AfD er et parti, der ikke er bange for at fiske i rørte vande, og dets tete-a-tete med kræfter, hvis idéer i bedste fald er smagløse og i værste fald farlige, peger på grundlæggende problematiske træk ved partiet.
Men at AfD har fået lov at køre på frihjul og samle sig en opbakning, der på landsplan nærmer sig 25 pct. og i dele af det østlige Tyskland ligger på op mod 35 pct., har de etablerede partier langt hen ad vejen kun sig selv at takke for.
Den siddende trafiklysregering har forsømt at formulere slagkraftige bud på vigtige emner som indvandring, egnsudvikling og socialpolitik – og har sluppet jordforbindelsen i forsøget på at presse den grønne omstilling igennem.
På øjeblikkets måske mest betændte problem, indvandring, foreslår en stemme med vægt i Tysklands store borgerlige parti CDU, Hendrik Wüst, ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen, at man i et samarbejde hen over midten formulerer en ny, stram indvandringspolitik.
»Populister og ekstremisters kraft næres altid af de demokratiske kræfters handlingslammelse,« siger han.
Det kan være en af vejene frem – for problemet med at få taget brodden af AfD skal så afgjort løses på den politiske kampplads i Berlin og i delstaterne, ikke ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe.