Taiwans demokrati skal forsvares

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Taiwans knap 20 mio. vælgere går lørdag til præsidentvalg efter en kampagne, der har budt på alt det, som landets store nabo Kina kronisk har været ude af stand til at give sine borgere: politisk konkurrence, åben debat og folkelig deltagelse i valgkampen.

Om det bliver kandidaten fra det regerende Demokratiske Progressive Parti eller fra oppositionspartiet Kuomintang, der vinder, får næppe afgørende langsigtet indflydelse på Taiwans fremtid, selvom et hvilket som helst resultat kan skabe nye gnidninger i forhold til de prikne kommunistiske magthavere i Beijing.

Kina har under den stadig mere magtfuldkomne Xi Jinping de senere år skærpet retorikken mod Taiwan og fulgt op med militærmanøvrer, der ikke kan opfattes som andet end en trussel mod Taiwans beståen og dets borgeres ret til at vælge frihed og demokrati frem for totalitær dominans.

»Kinas genforening med Taiwan er uundgåelig,« sagde Xi noget ildevarslende i sin nytårstale.

Omdrejningspunktet for den vestlige politik i området har været – og skal forblive – et klart og tydeligt forsvar for Taiwans ret til selvbestemmelse.

Det er en kamp, som man i lange perioder har ført mere med list end ved at spille med musklerne. Siden begyndelsen af 1970’erne, da Kina blev optaget i FN, har Vesten holdt fast i en linje, der ofte karakteriseres som ”strategisk tvetydighed”.

Groft sagt har man på den ene side forsikret Beijing om, at man opfatter Kina og Taiwan som ét land – heraf begrebet ”etkinapolitik” – og ikke formelt anerkendt territoriets selvstændighed. På den anden side har USA’s indirekte sikkerhedsgarantier sikret, at Taiwan har kunnet udvikle sig økonomisk og politisk uden videre indblanding.

Vesten har klogt holdt døren åben for idéen om en genforening, men en genforening, der vel at mærke kun kan ske fredeligt og efter forhandlinger – ikke ved magtanvendelse.

Selvom tvetydighed sjældent opfattes som et gode i politik, så har Vestens linje på området givet Taiwan tid til og mulighed for at udvikle stærke institutioner og en blomstrende økonomi.

Men de senere år er denne politik blevet udfordret, i takt med at Xi har strammet skruen i Kina og i øget grad gjort brug af Taiwan som et skræmmebillede for at aflede kinesernes opmærksomhed fra deres egne stigende økonomiske og demografiske problemer.

En væbnet konfrontation, som ifølge nogle iagttagere kan indtræffe inden for en kortere årrække, ville være en katastrofe med meget langtrækkende konsekvenser – og ikke kun for befolkningen på Taiwan.

Økonomisk spiller bl.a. Taiwans halvlederindustri en afgørende rolle i globale forsyningskæder, og åben krig vil have en chokvirkning på den internationale samhandel. En konfrontation ville ligeledes umiddelbart sætte USA’s netværk af allierede i regionen – bl.a. Sydkorea, Japan og Filippinerne – under voldsomt pres.

Diplomati er vigtigt for at undgå et sådant scenarie, men troværdig afskrækkelse er også en naturlig del af en strategi, der skal afholde Beijing fra at gentage Ruslands hovedløse indtog i Ukraine under den ene eller anden form.

Får utilsløret stormagtsaggression af denne art lov til at udvikle sig og bide sig fast, vil det få ulykkelige følger for mindre nationer overalt i det internationale system. Derfor handler forsvaret af Taiwans demokrati og selvbestemmelse også om os.