85 år efter Krystalnatten er jødehadet eksploderet igen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den 9. november er en tysk skæbnedato. I 1918 blev Weimarrepublikken udråbt denne dag, i 1923 forsøgte Adolf Hitler sig med sit ølstuekup, Berlinmuren faldt i 1989. Og den 9. november 1938 iværksatte naziregimet Krystalnatten, der indledte nedtællingen til Holocaust, det industrialiserede massemord på seks millioner jøder i Europa.

På 85-årsdagen for Krystalnatten frygter jøder igen for deres liv. Fordi de er jøder. Jødehadet er blusset op i kølvandet på krigen i Gaza. Frygtelige paroler gjalder i Europas gader om hellig krig, jihad og et såkaldt frit Palæstina »fra floden til havet«, hvilket alt andet lige indebærer udslettelsen af Israel, mens det nådigt forbigås, hvad der så skal blive af jøderne i Israel. Hamas’ massakre i Israel den 7. oktober var i sig selv den værste pogrom siden Holocaust. Ikke siden er der myrdet så mange jøder på én dag.

Den historiske kontekst er isnende, men i en så historieløs tid som vores kan det måske ikke undre, at den kun delvis trænger igennem spærreilden af propaganda og revolutionsromantiske forestillinger om, at et undertrykt folk – her palæstinenserne – altid har ret. Israel er truet på sin eksistens som aldrig før trods årtiers anti-israelske kampagner om, at Israel er en regional supermagt, der burde komme sin dødsfjende i møde. Antisemitismen har fået lov at brede sig på ryggen af disse paroler. I visse miljøer i Europa og USA er den nye antisemitisme ligefrem blevet salonfähig. Resultatet ses i denne tid. Jøder må igen leve med en eksistentiel angst.

»Køb ikke hos jøder,« var et af de nazistiske kampråb mod jøderne i 1930’erne. I dag hagler det med opfordringer til at boykotte Israel. Også danske aktivister forlanger boykot af israelske produkter med opbakning langt ind i fagbevægelsen og venstrefløjen på Christiansborg.

Hvor er selvkritikken og viljen til at indse, hvad man misbruges til? Et antisemitisk monster er atter sluppet løs i Europas gader, fordi for mange har kigget væk og ikke ville indse, hvordan Mellemøstens konflikter er blevet importeret til Europa, uden at ret mange har interesseret sig for konsekvenserne. Det er blevet en hård opvågnen for mange. Men vi har kun os selv at takke.

Det er jo ikke nyt, at jødiske borgere chikaneres, eller at den jødiske skole og synagogen i København må have permanent politibeskyttelse. Det burde da for længst have udløst et kollektivt ramaskrig i lille Danmark, hvor minoriteter ellers er særligt beskyttede. Men når det gælder jøder, er der kun tavshed og nedslåede blikke. Det er heller ikke nyt, at de sociale medier flyder over med frådende antisemitisme. Det er ikke nyt, at helt legitim og helt nødvendig kritik af Israel tilføjes klassisk antisemitiske skabeloner.

Men det var lettere at kigge væk og paradere de hændervridende bortforklaringer. Selv da en terrorist myrdede en jødisk vagtmand ved synagogen i København efter angrebet på Krudttønden, faldt de socioøkonomiske relativeringer og henvisningerne til konflikten mellem Israel og palæstinenserne tungt. Det er et svigt af os selv uden lige.

»Aldrig igen,« hed læren bredt af den nazistiske jødeudryddelse. Det var et løfte og en besværgelse for eftertiden. Men 85 år efter Krystalnatten frygter jøder igen for deres liv. Vi har ikke indfriet løfterne. Det er tid til besindelse. Israel – og jødernes sikkerhed – er vores alles ansvar og forpligtelse. Og det har intet at gøre med den igangværende ulykkelige krig i Gaza.