Hvad bilder Rabjerg sig ind?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Han er politisk ordfører for det største parti i en flertalsregering, men lød som en herremand, der hundsede med fæstebønderne og truede med træhesten.

Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen er vred på dem, der vælger at trække sig tilbage tidligt, fordi de har råd til det i kraft af opsparing gennem et langt liv. Det truer regeringens regnestykker, når folk pludselig begynder at træffe deres egne valg for deres egne penge, og det havde man tilsyneladende slet ikke forudset.

»Vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og tale om, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når nogen vælger at lade være med at arbejde, selv om man kan. For konsekvensen er, at så vil vi ikke længere have verdens bedste velfærdssamfund,« siger Rabjerg til Jyllands-Posten uden dog at løfte sløret for, hvordan han vil straffe de formastelige fritidselskere. For det er næppe tilstrækkeligt at udskamme dem, som statsministeren havde for vane under coronakrisen; dertil er tiden alt for dyrebar for mennesker, der ser frem mod deres sidste år på denne jord, og nu skal vælge hvordan de vil bruge dem.

Nogle elsker deres arbejde og vil bare blive ved og ved, til de segner, andre er trætte og udslidte, og andre igen har bare lyst til at leve et andet liv. Det er ikke forbudt.

Man har lyst til at spørge, hvad den politiske ordfører egentlig bilder sig ind? Nu har socialdemokraterne i årevis messet deres »velfærd eller skattelettelser, velfærd eller skattelettelser«, og nu går det så op for dem, at de to ting i virkeligheden ikke er modsætninger; tværtimod, skattelettelser er netop nødvendige for at få folk til at arbejde mere. Og arbejde er hele forudsætningen for velfærdsstaten, for der skal penge til, mange, mange penge.

Hvad man beskatter hårdt, får man mindre af, derfor lægges afgifter på diesel og cigaretter, men for den almindelige skatteyder er det tydeligt, at regeringen ikke er fan af folk, der arbejder. Man ser det af skattebilletten, man ser det af de uhørt generøse ydelser til mennesker, der ikke arbejder, og ja, man ser det jo også, hvis man kigger på sit budget som pensionist; for mange er det tydeligt, at skattevæsenet kompenserer for en stor del af nedgangen i indkomst, og da der jo ikke er skat på fritid (endnu), kan fristelsen være stor. Har man brug for alt dette jordiske gods, kunne man ikke skære ned, leve et enklere liv med færre ting, færre forpligtelser?

Det er ikke spor mærkeligt, at mange vælger den vej, hvis de kan. Især ikke i et samfund, der stiller de grundlæggende ydelser til rådighed for enhver borger. Gratis, som det hedder, skønt det jo ikke er gratis; det er betalt af hårdt arbejdende skatteydere.

Problemet består imidlertid. Og Rabjerg og hans partifæller (både med og uden medlemskort) har i den henseende et stort ansvar. Med deres propaganda har de i høj grad sløret det elementære forhold, at der skal penge til, og at pengene kommer fra den arbejdende del af befolkningen. Hvor skulle de ellers komme fra? De har skoset de rige og prist de fattige uden at tænke på, tilsyneladende, at det er de rige, der betaler skatten; man kan ikke leve af at være fattig og ædel.

Nu kan de så se ud over vælgerbefolkningen og som i ”Frankenstein” udbryde: Jeg har skabt et uhyre! Vi har flere gange på denne plads advaret mod vores fælles tendens til at glorificere livet i skovene, for det løber ikke rundt i længden. Der forestår et stort arbejde med at ændre incitamenter – og dermed måske mentaliteten.