Tyske klimaaktivister skulle skamme sig

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det gør næsten ondt at nævne denne begivenhed, for den fortjener ikke opmærksomhed. På den anden side kan vi ikke lukke øjnene for virkeligheden, og som tiderne er, skal vi heller ikke forpasse mulighederne for at dissekere truslerne mod vort demokrati. Så nu omtaler vi dem, den lille gruppe klimaaktivister, som limede sig selv fast til asfalten på landingsbanerne i Hamborgs og Düsseldorfs lufthavne torsdag morgen. ”Letzte generation” kalder gruppen sig. Sidste generation. Lad os håbe, at de er sidste generation med så ringe demokratiforståelse. For de vækker desværre mindelser om de udemokratiske tyske nazister, der i 30’erne havde held til at omstyrte samfundet med forkastelige metoder. Fortiden har ellers gjort mange efterkommere klogere, især i Tyskland. Historiens rædsler var med til at vise os, at demokrati ikke blot er en skrivebordsstyreform. Det er ikke noget, der bare kan vedtages, hvorefter det så blomstrer af sig selv. Alle styreformer er levende. Fordi formen blot er den ramme, som systematiserer forholdet mellem mennesker i et land. Demokrati er på én gang stærkt, fordi det er summen af et oplyst værdifællesskab. At et velfungerende demokrati kan omfatte millioner af individer, viser os styrken. Men samtidig er alt menneskeskabt skrøbeligt. Der skal ikke mere end mennesker med manglende forståelse til at omstyrte en demokratisk konsensus.

Demokrati er levende. Danmark har det, Tyskland har det. Vi, der har valgt demokratiet, kalder os selv for den frie verden. Den frie verden kaster lige nu store dele af fællesskabets ressourcer ind i kampen mod Putin, der med sin rå og menneskefjendske magt underkender den ukrainske befolknings demokratiske ret til at være en selvstændig nation. Derfor skulle de skamme sig, de såkaldte klimaaktivister, som både i Tyskland og flere andre steder med deres fordummende ulydighed forsøger at omstyrte det demokratiske samfund, som klimafremskridt og meget andet ellers afhænger af. Det står alle frit for at mene præcis, hvad man vil om tempoet for den grønne omstilling. Men Tyskland er et demokrati, hvor indflydelsen på politiske beslutninger formelt opnås via valghandlinger. Vil man forandre, må man melde sig ind, stille op, føre kampagne. Debattere, demonstrere, skrive, agitere, fremføre gode argumenter. Det er svært at flytte interesser og dagsordener, bevares. Men det er nu engang måden, med mindre man vil omstyrte det hele.

Civil ulydighed forstår vi godt, når kvinder smider tørklædet i protest mod Irans undertrykkende regime, eller da sorte befolkningsgrupper frigjorde sig fra apartheid i Sydafrika. Der findes nødvendige kampe for demokratiet, men ingen undskyldninger for at kæmpe imod demokratiet. Vi begriber ikke, at klimaaktivister i et af verdens største demokratier vender sig mod fællesskabet og hæver sig over retssamfundet ved at lamme den fælles infrastruktur. Det er udtryk for demokratisk privilegieblindhed. Og det er ikke en lille forseelse. At tage afstand fra antidemokratiske metoder er derfor også principielt vigtigt. Fordømmelsen gælder også voldsmænd i gaderne i Paris eller for så vidt de danske lastbilchaufførers protester mod lastvognsafgiften. Det sidste eksempel er godt, for her kunne man forføres af sin egen sympati for sagen. Når ikke politikerne lytter, er det så ikke tilladt at spærre Storebæltsbroen? Men nej. Demokratiet - med retssamfundet som vægtig bestanddel - er den lim, der adskiller den frie verden fra ufrie. Den lim skal vi aldrig misbruge.