Den banale ondskab iblandt os
Hvis man tror, man kan fjerne ondskaben, tager man lige så meget fejl, som hvis man tror, at den virkelige ondskab er latent i os alle.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ifølge Jyllands-Postens reportage fra retten i Aalborg fortrak den 38-årige Thomas Thomsen ikke en mine, da han torsdag modtog sin forvaringsdom for at have myrdet og senere parteret den 22-årige Mia Skadhauge Stevn i februar sidste år. Det stemte overens med mentalundersøgelsens beskrivelse af ham som uempatisk og uden anger for sine gerninger
Den unge kvinde lod sig efter en bytur lokke ind i Thomas Thomsen bil med et tilbud om, at han ville køre hende hjem. I stedet kørte han hende ud i en skov, hvor hendes liv sluttede tragisk. Som specialanklager Mette Bendix sagde inden domsafsigelsen, så gør det »ondt i en, når man forestiller sig den kamp, der har udspillet sig i skoven. Hun har sluttet sit liv fyldt med skræk ude i den skov«.
Ligesom det rystede hele landet, da Mia Skadhauge Stevn forsvandt, er retssagen også blevet fulgt intenst. Aviser har liveblogget fra retssalen, og tv, ikke mindst TV 2 News, har dækket det tæt med udsendte, eksperter i studiet og magasinprogrammer. Det ville ikke ske, hvis der ikke var læsere og seere til det. Interessen har været enorm, formentlig også for at forstå, hvad det var for en ondskab, hun mødte. Vi fanges af det med en blanding af rædsel og fascination, fordi selv om vi alle føler dyb afsky for forbrydelsen, så er vi også optaget af den for at forstå. Måske også fordi vi i den bedste af alle socialdemokratiske verdener tror, at ondskaben er om ikke udslette så isoleret, udgrænset.
Derfor forbløffes vi, når den dukker op, og forbløffelsen bliver kun større, når vi opdager, at den ved første øjekast ligner os selv. Vi forestiller os, at der bag det onde står djævelsk udseende skabninger, men så dukker de op og ligner naboens søn som elektrikeren Thomas Thomsen eller den 32-årige mand fra Slagelse, der er tiltalt for bortførelsen af en 13-årig pige i april og sigtet for det bestialske mord på Emilie Meng i 2016 og et voldtægtsforsøg i Sorø – han var vellidt kollega, fodboldtræner i fritiden.
Det er ondskaben midt iblandt os, hvis vi skulle tro den udslettet. Og det er ondskabens banalitet, som filosoffen Hannah Arendt kaldte det efter retssagen mod nazisten Adolf Eichmann. Hun forsøgte ikke at bagatellisere ondskaben; hendes pointe var, at ondskaben udøves af tankeløse mennesker uden ansvarsfølelse, der ikke står ved deres egne handlinger. Deraf det banale.
Det handlede dengang om jødeudryddelser og den største forbrydelse mod menneskeheden, men ondskabens banalitet lever, selv om vi betragter den som noget uden for os selv, der er blevet afskaffet af velstand, velfærd, humanisme og social ingeniørkunst. Men sådan er det ikke. Hvor der er mennesker, er der ondskab, ligesom der er godhed, kærlighed og solidaritet. Så hvis man tror, man kan fjerne ondskaben, tager man lige så meget fejl, som hvis man tror, at den virkelige ondskab er latent i os alle, den ondskab, som mødte Mia Skadhauge Stevn. Det kan være en del af forklaringen på fascinationen og den store interesse. Det onde eksisterer, men det gode sejrer. Håber vi.
Det bringer ikke Mia Skadhauge Stevn eller Emilie Meng tilbage. Men resten skal videre uden lammende frygt for det onde. Det klogeste i den sammenhæng blev egentlig sagt af Mia Skadhauge Stevns forældre, der i et brev til medierne efter dommen opfordrede unge mennesker til at huske, at deres datters død var »en gal mands værk«, som ikke skal afholde dem fra at »leve det fantastiske og frie liv, der er mulighed for«.