Vor tids vigtigste kulturkamp

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Smilet trænger sig uvægerligt på, når der kører en studentervogn forbi. For studenterkørslen er ikke bare elevernes egen fejring. Den er kollektivets hyldest af de nyudklækkede studenter. Med sommeren og fremtiden foran sig repræsenterer de et håb for hele samfundet.

Til gengæld står det også meget tydeligt i bybilledet lige nu, at denne tradition symboliserer en forskel på erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. Gymnasieelevernes huer kender vi, og vi vinker til dem, når de dytter og skåler. Gymnasierne højtideligholder ved en translokation elevernes eksamen, uddeler roser og beviser på tykt papir. Rektor taler, forældrene klapper. I medierne ser vi vognene og 12-talsstudenterne, ligesom det er en tilbagevendende nyhed, hvordan optaget fordeler sig på universiteterne.

Men Danmark skal leve både af ånd og hånd. Uden at tage noget fra studenterne skal vi evne at hylde hånden mere. Fordi erhvervsuddannelsernes elever fortjener fællesskabets fejring mindst lige så meget, som gymnasieeleverne gør. Og fordi det er akut og afgørende, at Danmark evner at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Fremtiden skal bygges af industriteknikere, isolatører og finmekanikere. Det er ikke gymnasieeleverne alene, der skal bære vores samfund igennem den grønne omstilling.

Fremskrivninger af manglen på faglærte tegner et dystert billede. 100.000 i 2030, vurderer man. Fejlagtigt har vi desværre tegnet et billede af Danmark som først landbrugssamfund, siden industri- og nu videnssamfund. Det er så forkert, som noget kan være. Se bare på landbrugets eller transportens aktuelle rolle i behovet for grønne løsninger. Og overvej, hvor lidt vores universiteters højeste niveau af viden er værd, hvis ikke vi har fagligheden til at implementere den viden i produktionen.

Politikerne taler om Produktionsdanmark, som de gjorde om Udkantsdanmark. Men det er ikke noget fjernt. Danmark ér et produktionssamfund først og sidst. Der er ingen velfærd, hvis der ikke er private arbejdspladser til at generere den vækst, som vores velfærd finansieres af. Se til Odense for et godt eksempel. Her udfolder sig et såkaldt roboteventyr. Mange arbejdspladser knytter sig pludselig til robotteknologi. Men det eventyr er vokset ud af det gamle Lindø-værft. Kombinationen af Mærsks økonomi og behov, Syddansk Universitets satsning og de lokale politikeres opbakning er nøglen. Ikke enten offentlig, universitet eller industri. Nej, det hele på én gang.

Sidste år så vi lærlinge råbe op om manglerne på deres uddannelser under overskriften ”Lærlingeoprøret”. Det oprør har vi ventet længe på. Studenteroprøret begyndte trods alt hos 68’erne. Det førte frihed og privilegier med sig. Nu skal vi omfavne lærlingeoprøret og betragte balancen mellem ånd og hånd som en af vores generations vigtigste kulturkampe. Borgmestre bør invitere til svendegilde på rådhuset, erhvervsskolerne bør dyrke højtideligheden året rundt. Medierne bør afspejle svendene lige så meget som studenterne. Danmarksmesterskaberne i ”skills” – en årlig dyst i svendestykker – burde afløse ”X Factor” i fjernsynet. Når vores børn cykler en tur på gaden i dag, ser de studentervognene. Men hvor er de svendestykker, som inspirerer næste generations skabertrang, i vores fælles offentlighed?

Svaret findes ikke kun i finansloven. Det er først og fremmest en nødvendig værdikamp og kulturkamp. Vores allesammens kamp.