- For abonnenter
Boris Johnson står for alt det modsatte af, hvad Storbritannien har brug for lige nu
Premierministeren reddede sig med det yderste af neglene. Men formentlig kun til næste faux pas.
Partykongen Boris Johnson, der har en sidebeskæftigelse som britisk premierminister, har overlevet endnu et forsøg på at sætte en stopper for sine eskapader. Om det så betyder, at han har stået stormen igennem og kan blive siddende indtil næste faux pas, må dog kaldes et åbent spørgsmål. Mange partifæller vil af med ham, og han er selv mand for hele tiden at lægge sig nye vanskeligheder i vejen.
148 konservative parlamentsmedlemmer udtalte mistillid til ham, mens 211 stadig støtter ham – formentlig af forskellige grunde. Mange af dem skylder Johnson deres lukrative positioner i regeringsapparatet og må frygte en udrensning, hvis en ny leder tager over. Andre lader til at være overtalt med alle hånde løfter. Mange vil have støttet ham i en personlig kalkule mere end af overbevisning om, at Boris Johnson er den bedste for Storbritannien.