En ramadansang i Højskolesangbogen gør hverken fra eller til, så fred være med det

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det har vakt en del opsigt og forudsigelig debat, at den 19. udgave af Højskolesangbogen muligvis skal have en sang med om den muslimske højtid ramadan. Sangen er skrevet af bl.a. Isam B, kendt fra gruppen Outlandish, og den handler altså om den muslimske fastemåned, der leder op til højtiden eid.

Det er ikke første gang, sangbogens indhold vækker debat. Langtfra. Sange er gledet ud og er blevet taget til nåde igen, skiftende politiske dagsordener har nydt fremme, de særeste sange har vundet indpas, mens andre er gledet ud i glemslen. I redaktionens kommissorium hedder det, at de nye sange skal afspejle udviklingen af samfundet siden seneste bog, og det er jo et dejlig vidt begreb, for så kunne vi også synge om grundskylden eller Inger Støjbergs lagkager, men fra højskolens side ligger der naturligvis heri et ønske om at følge med tiden; det er også en slags skæbne, der får kritikken til at prelle af.

Forestillingen om Højskolesangbogen som et dansk og kristent klenodie, sakrosankt og umisteligt, må bero på ukendskab til teksten. Den er ikke, hvad den har været, for den redigeres jo med jævne mellemrum, og skulle Isam B’s sang finde vej til sangbogen, bliver det ikke den første sang, der nok ville have undret Grundtvig.

Hvad der dog ikke står i Højskolesangbogen: hulter til bulter, udødelig poesi og almindelig politisk kling-klang mellem hinanden. Under den rummelige kategori ”Liv” finder man både Kingos ”Sorrig og glæde, de vandre til hobe”, sangen om ”Manden på risten”, Gasolins ”Masser af succes” og Eric Claptons ”Tears in Heaven.” Og hvis det ikke er nok, så prøv at afsynge Gnags’ ”Danmark” som fællessang! Der er nok at tage af i Højskolesangbogen, hvor selskabet er så broget, at en ramadansang fra eller til ikke kommer til at gøre nogen forskel overhovedet.

Kritikerne har ret så langt, at hele idéen om en ramadansang i Højskolesangbogen naturligvis er en politisk korrekt konstruktion. Der er ikke en islamisk sangkultur, der trænger sig uimodståeligt på, og tør man spørge, om højskolerne – hånden på hjertet – i al almindelighed overrendes af muslimske elever, der byder sig til med kultur og eksotiske forslag til fællessang?

Vist nok ikke. Selv siger Isam B, at sangbogen også skal afspejle »det brune Danmark«, men hverken islam eller ramadanen er jo en hudfarve, så hvad er det egentlig for en brun farve, vi taler om?

Man kan tillige undre sig over, hvad Isam B egentlig vil i Højskolesangbogen. Som fundamentalistisk muslim, der holder af at skrive tekster med referencer til ubønhørlige koranvers, og som tidligere har nægtet at optræde på samme scene som en kvinde med blottede skuldre, synes han at stå ganske langt fra højskolen, ikke bare dens oprindelige idé, men nok så meget dens aktuelle praksis.

Som Henrik Dahl vittigt skrev det på Facebook: »En typisk dansk højskole er noget af det mest haram, man kan forestille sig: Uden rødvin og sex ville en højskole jo ikke være en højskole. Det kan vi lige så godt indrømme ærligt (…) Så der skal selvfølgelig være en ramadansang, man kan synge efter frikadellerne, og inden man går i gang med aftenforedraget, rødvinen og Josefine fra Svendborg.«

Sandt nok. Det almindelige højskolehurlumhej har meget lidt med islam at gøre, og en ramadansang fra eller til kommer ikke til at lave om på det.