Trækker Tyskland sig langsomt ud af sin handlingslammelse?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det siges, at en dansk folketingsdelegation engang var på vej til Reykjavik for at deltage i et møde i Nordisk Råd. Omtrent midtvejs til Island udbrød der et frygteligt uvejr, flyet hoppede op og ned, og de ellers snakkesalige passagerer fra forskellige partier sad helt stille; nogle havde dødsangst. Pludselig lød det tørt fra K.B. Andersen, en af Socialdemokratiets profiler i 1960’erne og 1970’erne: »Nu får vi måske den fornyelse af dansk politik, som så mange har ønsket.«

Lykkeligvis faldt flyet ikke ned, og der indtraf ingen dramatisk udskiftning på Christiansborg, i hvert fald ikke på det tidspunkt.

Men politiske fornyelser kan, hvis de ikke kræver menneskeliv, være absolut tiltrængt, også i demokratier, og derfor er det værd at beskæftige sig med, hvad der i øjeblikket sker i Tyskland. Europas største og i hvert fald på papiret mægtigste land har i nogen tid været kørt fast. Angela Merkel har været forbundskansler i snart 14 år, hun har gjort meget godt og været et solidt anker i stormfulde tider, hendes mindre heldige afgørelser går vi ved denne lejlighed let hen over. Det er stilstanden, og hvad man kan gøre ved den, der er temaet her. Kanslerens helbred ser heller ikke ud til at være det bedste, hendes rysteture i fuld offentlighed har skræmt tyskerne og vel også en del andetsteds, og at hun ikke har meddelt klart, hvad der er i vejen – heller ikke ved et længere pressemøde fredag – virker mærkværdigt; ingen forlanger at se sygejournaler, men to-tre linjer fra hende eller hendes læge, og mere end almindeligheder, kunne man have forventet.

Vi ved altså ikke, hvad der er i vejen, men politisk kan vi iagttage, at Tyskland i længere tid har været på kanten af handlingslammelse. Egne klimamål har vist sig at være urealistiske, og et såkaldt klimakabinet, hvis seneste møde fandt sted i denne uge, har indtil nu ikke ført til andet end snak og skænderier. Digitalt befinder man sig i sidste århundrede, og selv i det centrale Berlin kan man ikke være sikker på en mobilforbindelse, der holder. Udenrigsministeren virker velmenende, men uden gennemslagskraft, og familieministeren, der er et af de store talenter i regeringen, har en sag, som går ud på, at hun måske har snydt med sin doktorafhandling; bekræftes det, må hun gå fra sit embede.

I dette middelstore morads skete der noget virkelig nyt i Tyskland og Europa i denne uge. Den hidtidige forsvarsminister Ursula von der Leyen blev med hiv og sving valgt som formand for EU-Kommissionen, og Annegret Kramp-Karrenbauer hendes afløser i Berlin. AKK, som sidstnævnte kaldes for nemheds skyld, er også formand for det borgerlige CDU, hvor hun for nylig afløste Merkel.

Ingen kan sige, hvordan det vil gå, men et billede af de tre kvinder ved ministerskiftet har udløst en vis dynamik. Die Tageszeitung, der hører til et sted mellem venstrefløjen og De Grønne, havde fotografiet på forsiden med teksten: ”Sådan havde vi nu ikke forestillet os patriarkatets afslutning”. Åbenbart tæller borgerlige kvinder hos den avis ikke så meget som venstreorienterede kvinder, heller ikke eller især ikke hvis de er kommet til magten uden kvoter eller såkaldt bløde ressorter som social- eller undervisningsministerier. AKK bliver nu ansvarlig for et supertungt og besværligt ministerium og for den borgerlige del af regeringen. Hun kan også relativt let overtage kanslerskabet, skulle Merkel træde tilbage før tid. Nu mangler vi bare, at der tages hånd om udfordringerne.